Pædagogik
0   347

Elever kan lære at opføre sig ordentligt

Tal med barnet om færdigheder i stedet for at fokusere på problemer. Vanskelige børn er kun vanskelige, fordi de mangler visse sociale færdigheder. Løsningen er egentlig ganske enkel. Finsk psykiater giver opskriften

Uro er et stort problem i danske skoleklasser og i finske, svenske, canadiske, ja, overalt i den vestlige verden. Men der er håb forude. Den finske psykiater Ben Furman har opfundet en metode, der kan afhjælpe uroproblemerne.

På finsk hedder metoden »Muksuoppi«, på engelsk »Kids Skills«, på svensk »Jag Kan«, på norsk »Jeg kan!«, på tysk »Ich Schaffs«, på hollandsk »Ik kan het«, på fransk »Je suis capable«.

Artiklen fortsætter under banneret

Bogen udkom i sidste uge på dansk med titlen »Børn kan. Jeg kan-metoden til kreativ løsning af børns problemer«. Det er Hans Reitzels Forlag, der står som udgiver.

Metoden består af 15 trin. Man behøver dog ikke at følge trinnene slavisk, siger Ben Furman. Det vigtigste er, at man forstår og accepterer metodens grundsætning, nemlig at man løser børns problemer ved at lære dem de færdigheder, der skal til, for at de kan komme ud af problemerne.

Et eksempel: Et barn bider negle. Lær hende at bruge en neglefil, så er det problem løst. Sig ikke: Hold op med at bide negle! Men sig: Ville det ikke være en god idé, hvis du lærte at bruge en neglefil?

Men det er jo mere indviklede problemer, lærerne møder, for eksempel kan der være en meget aggressiv elev i klassen. Hvad kan læreren så gøre?

»Læreren kan danne et team omkring barnet bestående af familiemedlemmer, klassekammerater og andre nøglepersoner. Læreren skal så være en slags diplomat i projektet. Det er hans opgave at tale om barnets problem på en sådan måde, at alle de her mennesker omkring barnet bliver interesserede i at løse det«, siger Ben Furman.

»Læreren løser altså ikke selv problemet, men han skaber et miljø, hvor problemet har en chance for at blive løst«.

Metoden er enkel

Her har læreren så brug for den metode, som Ben Furman har udviklet sammen med blandt andre to finske specialundervisningslærere.

»Ideen er meget enkel, ja, næsten barnlig, nemlig at bag enhver problematisk opførsel er der en færdighed, som barnet har brug for at lære for at komme af med problemet. Problemet peger i sig selv på en færdighed, som barnet har brug for at udvikle«.

»Man skal fokusere på færdigheden, ikke problemet. Hvis man fokuserer på problemet, får man bare flere problemer, for barnet vil ikke sige: Tak for, at du fortæller mig, at jeg har et problem, og forældrene vil også gå i forsvarsposition«.

Læreren kan tale med den aggressive elev om, hvilke færdigheder han har brug for at lære. Det kan for eksempel ende med at lære at sidde på stolen i timerne, lære at lytte, når andre taler, og lære at lege stille og roligt med andre børn. Hvilken færdighed skal vi tage først? spørger læreren. Eleven vil typisk svare »lære at lege stille og roligt med andre børn«. Færdigheden kan helt kontant være at holde hænderne på ryggen i frikvartererne.

»Når læreren først har fundet de færdigheder, som barnet har brug for at lære, så bliver det pludselig meget let at tale med forældre og kammerater og barnet selv. Fordi barnet gerne vil lære færdigheden, og vennerne og familien gerne vil hjælpe ham med at lære færdigheden, og så har læreren det samarbejde, han har brug for«.

»Tricket er faktisk meget nemt, næsten for nemt til at det kan være sandt: I stedet for at tale om problemer, taler du om færdigheder«.

»Over for børn behøver du ikke at bruge ordet færdighed, du siger simpelt hen: Hvad har du brug for at lære«.

Eleven er automatisk motiveret

Barnet vil være motiveret for at lære færdigheden, er Furmans erfaring, fordi han eller hun kan se gevinsten, for eksempel at andre børn gider lege med en.

Hvis der nu er tre aggressive elever i klassen. Hvad kan læreren så gøre?

»Det provokerende svar er, at læreren bør sige: Gudskelov, der er tre! Fordi nu kan de hjælpe hinanden. Sædvanligvis mener man, at tre er værre end én, men du kan også tænke: Hvis flere børn i klassen har mere eller mindre samme problem, så er det nemmere at involvere flere folk i løsningen af problemet. Børnene selv, deres forældre og hele klassen er motiverede for at løse problemet for at få en bedre skolegang for alle. Og de tre børn kan øve den færdighed, de skal øve, sammen, som når man løser matematikopgaver sammen«.

»Læreren kan bruge de metoder, som han bruger i undervisningen i forvejen. Grundlæggende set er Børn kan-metoden ikke andet. Det er bare at bruge pædagogiske metoder på psykologiske problemer. Man omdanner problemer til læringsmål«.

Hvad kan læreren gøre, hvis hele klassen er for støjende?

»Når problemet er atmosfæren i klassen, så starter læreren simpelt hen et projekt. Han begynder med at tale med eleverne om, hvordan de vil have den her klasse til at være. Han snakker ikke om problemerne. Han begynder ikke med at sige: Vi har så mange problemer i den her klasse, hvilke problemer har vi? Nej, det ville ikke virke, så han går den anden vej. Det kaldes den løsningsfokuserede vej. Han beder dem formulere en vision for, hvordan de vil have, tingene skal være i klassen«.

»Når man spørger børn, hvordan de vil have, en skole skal være, en skole, hvor du virkelig nyder at gå, hvor du har lyst til at gå hen om morgenen, og hvor du næsten ikke har lyst til at gå hjem om eftermiddagen, så dejlig og sjov og lærerig er den, så svarer de typisk: En skole, hvor vi ikke driller hinanden, hvor vi ikke laver støj, hvor vi ikke skubber hinanden, hvor vi ikke kalder læreren en luder «.

»Her skal læreren vende svarene om: Når vi ikke driller, hvad gør vi så? Vi hjælper hinanden. Når vi ikke larmer, hvad gør vi så? Vi arbejder stille og roligt«.

Hvad hvis der for eksempel er for meget privat snak eleverne imellem i timerne?

»En lærer har fortalt mig om et trick. Hun spurgte eleverne: Hvordan skal vi få al den private snak til at holde op. Eleverne foreslog, at hun skulle gå hen til den, der snakkede, og lægge hånden på hans skulder uden at se på ham. Det gjorde hun, og det virkede«.

»Pointen er, at det virkede, fordi børnene selv foreslog det tegn. Det ville aldrig have virket, hvis læreren havde hørt om det fra en anden lærer og så bare havde prøvet at gøre det på samme måde. Det skal komme fra eleverne selv«.

»Så simpelt er det, det er næsten barnligt: Spørg børnene. Mange lærere tænker: Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med de børn! Jeg siger: Spørg børnene. Og stol på, at de vil give dig et godt svar, måske ikke i første omgang, men bliv ved, hjælp dem, lad dem tænke over det. De udgør en enorm resurse«, siger Ben Furman.

jvolsen@dlf.org

De 15 trin

Trin 1. Omdan problemer til færdigheder. Find ud af, hvilke færdigheder barnet har behov for at lære for at overvinde problemet.

Trin 2. Bliv enige om den færdighed, der skal læres. Tal med barnet om sagen og bliv enige om, hvilken færdighed det skal begynde at lære.

Trin 3. Tal om fordele ved færdigheden. Hjælp barnet med at blive opmærksom på fordelene ved at have færdigheden.

Trin 4. Find på et navn til færdigheden. Lad barnet give færdigheden et navn.

Trin 5. Vælg en superhjælper. Lad barnet vælge et dyr eller et andet væsen til at hjælpe sig med at lære færdigheden.

Trin 6. Få fat i personer, der kan hjælpe og støtte barnet. Lad barnet bede en række personer om at støtte det.

Trin 7. Styrk barnets selvtillid. Hjælp barnet med at tro på, at det kan lære færdigheden.

Trin 8. Planlæg en fest. Planlæg i god tid sammen med barnet, hvordan tilegnelsen af den nye færdighed skal fejres.

Trin 9. Vis færdigheden. Bed barnet om at fortælle og vise, hvordan det vil opføre sig, når det har lært færdigheden.

Trin 10. Fortæl det til andre. Informer andre om, hvilken færdighed barnet er i gang med at lære.

Trin 11. Træn færdigheden. Aftal med barnet, hvordan det kan øve sig på færdigheden.

Trin 12. Husk færdigheden. Lad barnet fortælle, hvordan det vil have, at andre reagerer, hvis det glemmer sin færdighed.

Trin 13. Fejr succesen. Når barnet har tilegnet sig færdigheden, er det tid til at fejre det og give barnet mulighed for at takke alle dem, der har hjulpet til.

Trin 14. Giv færdigheden videre. Tilskynd barnet til at lære et andet barn den nye færdighed.

Trin 15. Videre til den næste færdighed. Find sammen med barnet ud af, hvilken færdighed der skal læres næste gang.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ