I årets første nummer af Folkeskolen afleverer en række nøglepersoner en indtrængende appel til undervisningsministeren om ikke at forhaste sig med ændringer, men i stedet udnytte den eksisterende lov og pædagogiske forskning.

Må jeg foreslå, at man retter blikket mod en ændret praksis i den første læseundervisning og begynder at se på, hvilket udbytte der er ved at håndskrive grundskrift fra 1. klasse. Det er der nemlig en rigtig god grund til at gøre.

Med dette indlæg vil jeg slå et slag for en skriveundervisning, der lægger op til en sammenhængende skrift. Til en undervisning, der er baseret på, hvad det lille skolebarn rent faktisk magter en færdighed, som barnet med stolthed tilegner sig. Indlæringen skal være båret af lyst og af barnets eget behov for at sætte spor. Det arbejde, hjernen gør, mens du med din hånd skriver et bogstav og dertil knytter en lyd, baner nemlig vejen for læsning. Bogstaverne bindes sammen til hele ord, og det skal gøres, fordi også bogstavernes lyde bindes sammen og derved danner ord. Den formmæssige side af skrivningen går hånd i hånd med den lydmæssige del. På den måde går skrivning hånd i hånd med læsning, færdighederne supplerer og støtter hinanden på én og samme tid, og derfor er den rigtige skrivevej så vigtig. Fokus på formen er derfor ikke blot et rigidt princip. Det er hele forudsætningen for forbindelsen til læsning. Det handler om bevægelsen, om den rette bevægelse.

Den sammenhængende skrift har nogle skriveveje, der befordrer gode hjerneforbindelser. Jeg kan ikke rent videnskabeligt gøre rede for det, men jeg kan som mangeårig specialundervisnings- og dansklærer se det. Hvis nogen på Danmarks Pædagogiske Universitet, læse- eller hjerneforskere, savner stof til forskning, er her et felt at tage fat på.

Læs mere i netdebatten på www.folkeskolen.dk i debatforummet Pædagogik.