ITMF-fortællinger

et springbræt til de næste it-projekter

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med udgangen af 2004 sluttede de sidste ITMF-projekter (IT, Medier og Folkeskolen). På www.itmf.dk/fortaelling.asp er en del af projekterne omtalt i en såkaldt ITMF-fortælling. Nedenstående er udvalgt dels til inspiration, dels til aktiv deltagelse. Nogle kræver dog tilmelding eller abonnement.

Jordens diamant

www.itmf.dk/itmf479

Beskrivelser af elevernes arbejde med procesorienteret mundtlighed er sjældne. Men her anvendes computeren som et generelt værktøj til at fastholde mundtligheden og til at forbedre elevernes sproglige formulering. Ud fra et oplæg af forfatteren Cecilie Eken digter eleverne videre på en fantasyhistorie skrevet som hypertekst. Lyddelen af historien indtales direkte på computeren.

Kongens skatkammer

www.itmf.dk/itmf512

Et projekt, hvor tre skoler har arbejdet med billedbehandling i nogle velbeskrevne, kreative, tværfaglige forløb. Menuen, måneskin for lærere, er en herlig tegnefilm: Læreren på måneskinsarbejde med et velkendt problem at få ophavsretproblemerne til at korrespondere med den daglige undervisning. Skatkammeret består af frigivne kunstværker fra Statens Museum for Kunst.

Datalogning i naturfag

www.itmf.dk/itmf506

Start med at se den lille film om projektet. Den giver på otte minutter en god orientering om, hvordan de store elever har brugt datalogning i undervisningen. Samtidig med filmafspilningen henvises der til uddybende materiale til de mere interesserede.

Kunst i byens rum

www.itmf.dk/itmf125

Hvordan gør man lokalsamfundets kunst tilgængelig for undervisningen i billedkunst, drama, dansk og samfundsfag? Fortællingen indeholder mange konkrete forslag til, hvordan man kan udarbejde en hjemmeside om skulpturer og andre kunstværker.

Børn kan selv

www.itmf.dk/itmf525

Projektet, børn lærer børn at filme, omhandler organiseringen af undervisningen. I et rullende filmprojekt er børnene hinandens lærere, og en del af eleverne uddannes til superbrugere og tekniske eksperter. Ideen med at lade eleverne filme små boldøvelser, så de får en fornemmelse af, hvordan filmsproget fungerer, er lige til at kopiere til brug i andre sammenhænge.

Net-demokrati

www.itmf.dk/itmf412

Et nyskabende forløb, hvor eleverne i dialog med andre debatterer politiske emner på internettet. Har man mod på at lade onlinedebat og chatforløb indgå i et undervisningsforløb, er her nogle erfaringer at trække på.

Turbulens.dk/vikinger

www.itmf.dk/itmf499

Eleverne skal skrive en historisk fortælling fra vikingetiden. En række forfatterværktøjer og et historisk leksikon danner grundlaget. Et multimedieunivers giver eleverne skabeloner og værktøjer til at skabe personer, miljøer og handlinger. Koblingen mellem faktuel historisk viden og indleven i vikingetiden sætter gang i den procesorienterede skrivning. Mange af de anvendte værktøjer og vejledninger kan overføres til lignende forløb.

Sådan udvikler vi vores skole

www.itmf.dk/eval03

Her er udviklingserfaringer fra fire forskellige skoler. Inden for seks udvalgte områder får vi eksempler på, hvordan it og medier kan forbedre læringen og samarbejdet på skolen. Især listerne med gode råd virker relevante og direkte anvendelige.

Denne uges NETopNU er skrevet af Mette Schousboe