Debat

Bjørns Dahls kvalitetsbegreb

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Formand for KLs Børne- og Kulturudvalg Bjørn Dahl synes, at det er en god idé med børnehaven i skolefritidsordningsrammer (SFO). KL vil endda have gjort muligheden permanent. Hvorfor mon (Folkeskolen nummer 1-2)?

Dahl hævder, at SFO-børnehaven ikke indebærer kvalitetsforringelse der eksisterer jo ikke »bestemte« krav til normeringen i hverken børnehaven eller SFO. Så kan det vel komme ud på et og der er jo også en formålsbestemmelse, siger Dahl. Der står ganske rigtigt ikke noget om normering i serviceloven, men der er en praksis på daginstitutionsområdet, som har været gældende i årevis og stadig er det, med økonomiske nøgletal per barn, forældreindflydelse som retssikkerhed, traditioner med udvikling, læring og omsorg samt fysiske rammer. Selvom der er sket en glidning mod decentrale aftaler, er der stadig en vis konsensus på disse områder, der klart adskiller børnehaven fra en SFO. Derfor peger SFO-børnehaven entydigt i retning af kvalitetsforringelse.

Dahl siger også, at KL har foretaget en undersøgelse. Der er tale om en rundspørge til forvaltningscheferne i de berørte kommuner. Men det er ingen videnskabelig undersøgelse, den savner enhver objektivitet, og den bygger på chefernes oplevelse af forældrenes og personalets formodede tilfredshed. I bedste fald: Den er udtryk for KLs selvspind.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Vi står tilbage med den opfattelse, vi gav udtryk for: Det bliver en kamp for at fastholde kvaliteten i børns liv, bureaukraterne og visse politikere vil sælge ud, og de har fart på i liberalismens hellige navn. Selvom retorikken siger noget andet. Og KL og Dahl ser fremtiden godt i møde med en kommunalreform foran sig. Derfor skal vi blive ved at kæmpe for et kvalitetsbegreb, der har indhold og mening i forhold til børns liv og i forhold til en fornem dansk tradition.

På ekspertgruppens vegne.