Debat

Forringede pensionistkurser

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan godt være, at Anders Bondo ikke kan forstå, at hovedstyrelsen med sin beslutning vedrørende pensionistkurser generer fraktion 4, men vi er mange, der oplever det som en hån mod vores valgte repræsentant, når man ikke lytter til hendes synspunkter, som hun har samlet op dels på årsmødet, dels på mange pensionistmøder ude i landet.

Pensionisternes kontingent tæller pænt i DLFs kasse, mens kurserne plus det ene hovedstyrelsesmedlem, årsmødet og de ti kongresdelegerede er alt, hvad vi får for pengene.

Når så mange pensionister stadig bliver i DLF, skyldes det efter min overbevisning ikke længere den service, de får fra hovedforeningen, men mest den behandling, de får i lokalkredsene.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er i orden, at foreningen er omkostningsbevidst, men det er ikke i orden, at der til pensionister, der gennem et langt lærerliv har betalt deres store del af fællesudgifterne, ikke kan findes penge til fire kurser af to døgns varighed uden brugerbetaling. Jeg finder det uværdigt, at jeg som pensionist skal betale for kurser, når de aktive ikke skal.

Som pensionister ønsker vi at være andet end tålte i DLF, og vi forlanger, at der lyttes til de synspunkter, som vores valgte repræsentant i hovedstyrelsen fremfører. Forretningsudvalgets magtdemonstration over for Lone Mygind Møller i denne sag er alt andet end klædelig.

Svar

Jeg ved ikke, hvad det er for nogle rygter, der verserer om mit og hovedstyrelsens samarbejde med Lone Mygind Møller. Jeg oplever selv, at jeg har et fint samarbejde med hende. Medlem af forretningsudvalget Astrid Schjødt Pedersen har gennem et par år haft et tæt samarbejde med fraktion 4's repræsentanter, herunder de kongresdelegerede, om at styrke foreningens indsats såvel lokalt som centralt i forhold til pensionisterne. Årsmødet er et af de konkrete resultater af dette arbejde. Jeg har tidligere holdt møde med de delegerede fra fraktion 4, og 1. december havde medlemmerne af forretningsudvalget Stig Andersen og Lotte Lange møde med fraktion 4.

Der er ikke noget som helst specielt ved, at forretningsudvalget beslutter kursusprogrammet for fraktion 4. Det er forretningsudvalget, der efter en drøftelse i hovedstyrelsen beslutter kursusprogrammet for alle medlemmer, pensionister, ledere, tillidsrepræsentanter og øvrige aktive og sådan har det været i årevis.

Referatet af hovedstyrelsemøderne er et beslutningsreferat. Det betyder, at det kun er beslutninger, der refereres. Referatet indeholder derfor aldrig synspunkter til emner, der blot drøftes i hovedstyrelsen. Der er derfor ikke tale om, at Lone Mygind specielt er blevet forhindret i at få en mindretalsudtalelse med.

Vi lytter bestemt til hendes synspunkter, således var hun specielt inviteret til at deltage i et af forretningsudvalgets møder. Det kursusprogram, der nu er vedtaget, minder i mange henseender om det forslag, som kursuskontoret inden havde drøftet med Lone Mygind. Dette forslag indeholdt også en mindre deltagerbetaling. Den største ændring er nok, at et tredageskursus er blevet til to todageskurser. Flere medlemmer af fraktion 4 har givet udtryk for, at det var i overkanten at bruge tre dage på et DLF-kursus, så nu får vi mulighed for at afprøve en ny form. Disse kurser er i øvrigt uden deltagerbetaling. Endvidere er programmet blevet mere varieret, hvilket alle kun har omtalt positivt.

Vi har som beskrevet forsøgt at have en god dialog med fraktion 4's repræsentanter. Vi har i en tid, hvor vi har skåret ned på næsten alle andre budgetposter, forøget rammen til seniorkurser med 200.000 kroner. Vi har gjort det muligt, at 67 procent flere pensionister har mulighed for at komme på vores flotte ejendomme.

Som det senere vil fremgå af Folkeskolen, kan vi i år præsentere det største og mest varierede kursusprogram for pensionister nogensinde. Jeg håber, at rigtig mange vil have lyst til at deltage i kurserne og opleve, at DLF bestemt er for alle medlemmer.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF

Powered by Labrador CMS