To ting karakteriserer artiklen »Begrebet, ingen forstår« i Folkeskolen nummer 50-52. For det første aner psykolog Ole Kyed, trods en antydet bebrejdelse mod lærerne om, at undervisningsdifferentieringen ikke gennemsyrer deres undervisning, ikke selv, hvad undervisningsdifferentiering er for noget. Derfor må han anmode Undervisningsministeriet, CVU, om de ikke nok vil finde ud af, hvad det dog er for noget, og hvordan man bruger tingesten. For det andet fastslår han, at begrebet, der blev lanceret umiddelbart efter vedtagelsen af alle tiders mest funktionsumulige folkeskolelov i 93, uden at nogen altså anede det mindste om, hvordan det skulle implementeres i udelthedens ensgørelseseksperiment, alligevel skal bruges og forlene udeltheden med de erfaringsmæssigt underbyggede fordele, som elevdelingerne i den delte skole hidtil havde budt på, men som nu var ofret på ensgørelsens alter. Og dog aner ingen i dag, hvad undervisningsdifferentiering er. Men Ole Kyed skal da have tak, fordi han vover pelsen og siger det rent ud. Alle har en mening om, hvad det er, siger Kyed. Men det er jo ikke det samme, som at nogen ved, hvad det er. Men én ting ved vi. Lærerne har hele tiden skullet og skal fortsat bruge begrebet med suveræn sikkerhed i deres praktiske undervisning. Og hvordan gør de så det. Kyed mener her, at lærerne bør opgive deres metodefrihed og prøve at lægge alt i hænderne på de tvungne team, der ellers først og fremmest tjener som væksthuse for irritation, småtrakasserier og personlig underkuelse, og lade dem løse den opgave, som ingen andre hidtil har kunnet løse. Tak for rådet. Og lykkes det ikke, er det nok noget med, at eleverne ikke er »bevidste nok om at medformulere og evaluere egne læringsmål«. Efter sådan en omgang tågesnak kan ingen vist fortænke nogen skole i at bide hovedet af al skam og oprette elevdifferentierede hold med model fra den delte skole.