Så kom igen det efterhånden rituelle slagsmål oven på en Pisa-undersøgelse. Hver gang deler man sig op i to lejre: På den ene side dem, der ser et urimeligt forhold mellem folkeskolens mistrøstige resultater og de resurser, den er tildelt, og som derfor ønsker en mere resultatorienteret indsats. På den anden side dem, der advarer mod at sætte elevernes dokumenteret positive indstilling til skolen over styr ved at gå tilbage til terpeskolen. De to lejre står stejlt over for hinanden, men på et punkt synes de enige. De argumenterer tilsyneladende begge ud fra, at der består en modsætning mellem en undervisning baseret på høj indlæringseffekt og en skole med høj elevtrivsel, så man må vælge man kan ikke få begge dele.

Men er det den endelige sandhed om den problemstilling?

Da min generation af lærere begyndte i 50erne, mindes jeg, at vi var en del, der havde et uhyre skeptisk forhold til kæft, trit og retning-skolen. Vi havde en svær mistanke om, at den snarere hæmmede end fremmede indlæringen.

Det var ikke et synspunkt, der på nogen måde kunne betegnes som dokumenteret. Det var vel nærmest en optimistisk arbejdshypotese ud fra den klassiske devise, at det er lysten, der driver værket, og at tvang ikke virker fremmende for lysten. Derfor måtte indsatsen tage sigte på at forsøge at udvikle undervisningsformer og arbejdsmønstre, som i videst muligt omfang stimulerede den naturlige lærelyst. Deri lå så også, at ændringen i det mentale skoleklima måtte ses som en funktion af undervisningen, den virksomhed, der legitimerer samværet.

Var vi naive utopister, der endnu ikke havde erkendt, at den lyst­betonede skole og den effektive skole er uforenelige størrelser?