Da Torben Weinreich foreslog en kanon for børnelitteratur i denne årbog, fik det en gennemslagskraft, det er få humanistiske forskere forundt, selv om den kanon, vi nu står med, i vid udstrækning gik uden om netop den klassiske børnelitteratur.

Det var synd, men det behøver ikke at få skolens litteraturfolk til at fortvivle. Der er jo stadig 75 procent af tiden til at sprælle på selv. Og i bogens øvrige artikler gives gode grunde til selv at arbejde med kanonbegrebet og bruge det i forbindelse med overvejelser om litteraturundervisningen og om skolebibliotekets indkøbspolitik.

Tom Jørgensen behandler i sin artikel overvejelser over, hvilket udsnit af dansk kultur skolebiblioteket skal repræsentere. Disse overvejelser kan have deres udspring i forskellige måder at opfatte kulturen på, skriver han. Interessant er hans henvisning til, at når bibliotekarerne vejleder lærere eller elever, begrunder de ofte valget i det, han med et Jerome Bruner-begreb kalder "folkepædagogiske opfattelser". Artiklen giver godt overblik og underbygget begrundelse for at give høj prioritet til indkøb i det, han kalder "skolebibliotekets frontregion".

Helene Høyrup skriver indsigtsfuldt om kanonbegrebet. Hendes udgangspunkt er, at begrebet skabes af forfattere og formidlere, når de skriver/udvælger ud fra deres tids forestillinger om værdier og funktioner i børnelitteraturen.

Her er ikke plads til ordentlig omtale af de øvrige artikler. Nogle af dem er for de mere ambitiøse, spækket med teori som de er. Men de giver god afklaring af begreberne.

En artikel af Anette Øster Steffensen er dog lige til at gå til: En sammenligning mellem den originale svenske udgave og den danske oversættelse af "Mio, min Mio". Hun påviser store og vigtige forskelle. Læser dine elever den historie, Astrid Lindgren skrev?