Anmeldelse

Den Store Danske Encyklopædi

Danmark/Navne i Danmarkshistorien/Fremmedordbogen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er hurtig forbindelse til sikker viden i den digitale udgave af Den Store Danske Encyklopædi. For hvert bogstav, man skriver i søgeordsfeltet, popper der et forslag til en artikel op, og i reglen har man fat i det rigtige efter tre-fire bogstaver. Værket har svar på hvad som helst og lidt til, men lider af, at opdateringerne skrevet til med rød skrift hurtigt vil komme til at mangle en ny opdatering.

Det er synd og skam, at Gyldendals direktion forhindrede, at værket blev en egentlig nationalencyklopædi, ved at afvise regeringens tilbud om at betale for at opretholde redaktionen, mod at encyklopædien blev stillet til rådighed for skolerne til en billig penge. Nu må vi nøjes med det næstbedste, nemlig denne digitale udgave. Den er god, nem og brugervenlig, selv om man savner billedmaterialet, der er sparet væk. Det er især ikke så heldigt, hvis der i teksten er en god omtale af for eksempel en kirkes kalkmalerier, og man så ikke med det samme kan få syn for sagn.

Krydsopslag er hurtige og enkle: Et klik på et ord, og man er henne ved artiklen med det samme. Det er også nemt at blade tilbage til sider, man lige har besøgt, og på den måde er det hurtigt at danne sig et overblik for eksempel over en historisk periode og dens vigtigste aktører.

Til pakken hører en digital fremmedordbog, en cd-rom om steder og seværdigheder i Danmark samt et personleksikon over det danske riges store mænd (og ganske få kvinder). Det har vægten på regenter og politikere, med den pudsige konsekvens at familien Ørsted kun er repræsenteret ved juristen og ministeren Anders Sandøe, men ikke ved den mere kendte H.C., opdageren af elektromagnetismen. Han og resten af familien - kan til gengæld findes i encyklopædien.

De fire cd-rommer er et fortrinligt undervisnings- og forberedelsesværktøj til rimelige penge. Bruger man en eller flere af licenserne til at installere værkerne på bærbare pc'er, har man dem ved hånden, lige hvor man skal bruge dem. Kun fremmedordbogen kræver, at cd-rommen sættes i maskinen. De andre opslagsværker virker uden, når først de er installeret.