Integration flytter grænser

Det er tankevækkende, at engagement og integration tilsyneladende hænger tæt sammen i hele Europa

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I konkurrencer på nettet kan man vinde gratis hundemad, aftensmad til en måned, fjernstyrede biler eller en rejse til Hawaii, og for at deltage kræves ikke det store: Man skal have en hund, være indstillet på at modtage 10s nyhedsbrev eller finde på et navn til en tegneseriefigur. Nogle konkurrencer er dog ganske anderledes krævende men på lang sigt også uendelig mere givende.

En af disse konkurrencer findes på www.integration-at-school.net

Projektet »Integration at School« er et europæisk projekt etableret på initiativ af det tyske Zeitbild, støttet af EU og et resultat af samarbejde mellem Mellemfolkeligt Samvirke, det nederlandske LBR (landsomfattende sekretariat til bekæmpelse af racediskrimination) og det østrigske Kulturimpuls. Projektet har til formål at undersøge, beskrive og udvikle integrationen af tosprogede i skolerne, og de deltagende lande er Tyskland, Østrig, Nederlandene og Danmark.

På siden kan man læse om nogle af de tiltag, der er taget her i landet og i de øvrige lande. Man kan finde fakta om integration, og man kan naturligvis også downloade den avis, der omtaler selve projektet.

Konkurrencen består i, at man sender sit bedste eksempel på interkulturel undervisning og skole-hjem-samarbejde i 0.-6. klasse til Mellemfolkeligt Samvirke (se præcis adresse på hjemmesiden). Bidragene indgår så i en fælles konkurrence med bidrag fra skoler i de øvrige tre deltagende lande. Krav til aktiviteterne er, at de skal fremme integration, at de skal fungere i praksis, og at de skal kunne overføres til andre skoler. Indsendelsesfristen er 31. januar 2005, og der er 20 præmier på i alt 160.000 kroner, penge, der skal bruges til at videreudvikle projekter inden for interkulturel undervisning.

Formålet med at afholde en konkurrence er at give europæiske skoler mulighed for at lære af hinandens erfaringer på tværs af landegrænser, og konkurrencen afsluttes da også med en stor international konference i Berlin, hvor alle vindere inviteres med. Desuden udgives de præmierede projekter på en cd-rom.

Hjemmesiden hedder som nævnt »integration-at-school«, og den danske arbejdstitel er blevet til »Integration flytter grænser«, mens den tyske og østrigske overskrift er »Engagement macht Schule«, og projektet på nederlandsk hedder »Winnen met Engagement«. Det er tankevækkende, at engagement og integration tilsyneladende hænger så tæt sammen.

Det er spændende at læse om de forsøg, der er gjort i andre europæiske lande, og projekterne behøver bestemt ikke være store og forkromede for at blive taget med. Et eksempel fra et tysk projekt: Skolen har et tutorsystem, hvor 8.-klasse-elever med udenlandsk baggrund med jævne mellemrum læser højt for eleverne i 1. klasse. Tysk er her det fælles kommunikationssprog. På den måde bliver det en selvfølgelighed for de mindre børn at omgås de store. De store er til gengæld stolte over deres funktion som forbilleder og over den tillid, de bliver mødt med. Så enkelt kan det gøres. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at tage bolden op og indsende deres idéer til konkurrencen.

Også på Emu er emnet integration taget op. Se siden www.emu.dk/eud/flygtningeogindvandrere/index.html, hvor man kan hente, alt hvad man kan ønske sig af baggrundsviden og lovstof.

Ønsker man en endnu mere dybtgående undersøgelse, findes der en sådan på www.eurydice.org under titlen »Integrating Immigrant Children into Schools in Europe«. Her kortlægges 30 landes skolesystemer om integration af immigrantbørn. Især er det interessant at læse, hvilke kriterier der bruges for at vurdere graden af integration, og hvor forskellige forholdene er i de forskellige lande.

Denne uges NETopNU er skrevet af Synne Andersen og Vibe Strange