Tak til Erik Torm for hans velmente forsøg på svar på nogle presserende spørgsmål vedrørende den såkaldt fleksible skole i anledning af endnu en pinlig rapport fra det svenske Skolverket (Folkeskolen nummer 49). Torms egen idé om en fleksibel skole handler om dannelse, fællesskab og demokrati og har »... intet med elevernes ansvar for egen læring at gøre. Endsige en individualisering, der overlader eleverne til deres egen forståelseshorisont«. Det forholder sig imidlertid sådan, at KL har taget patent på brandet »fleksibel skole«. Og i skoleejernes autoriserede retorik er en skole af uransagelige grunde »fleksibel«, når den sætter kompetencer over dannelse og nedprioriterer klassen til fordel for individualiserede undervisningsformer med deraf følgende ansvar for egen læring. En skoletænkning så forskellig fra Erik Torms, at hans svar desværre rammer ved siden af.

Folkeskolens redaktør Thorkild Thejsen gør ret i at trække Magtudredningens rapport om folkeskolen, »Den Vordende Demokrat«, frem i sin leder i samme nummer. I rapporten fastslås det, at en nedprioritering af klassen risikerer at underminere den opvoksende generations demokratiske dannelse. På præcis dette grundlag gik en af rapportens forfattere, professor Bo Jacobsen, til frontalt angreb på den fleksible skole i en kronik i maj i Politiken samt i et interview i Folkeskolen nummer 20. Sæt dette i relation til statsministerens krav om, at folkeskolen skal opprioritere den demokratiske dannelse, og vi har endnu et brændende, ubesvaret spørgsmål til KLs fortalere for den fleksible skole.

Spørgsmålene kommer fra alle kanter, og de hober sig op. Hvor længe kan KL holde til at lade som ingenting?