Ifølge forhenværende undervisningsminister Margrethe Vestager deles befolkningen i to dele. Der er dem, der stående uden for folkeskolen definerer skolens behov ved at ytre forventninger til skolen. Og slig utidighed fører alskens dårligdomme med sig. Og så er der dem med direkte relation til skolen, hvilket nok først og fremmest er lærerne, som til Vestagers tilfredshed åbenbart ikke giver sig af med at stille forventninger. På fredelig og føjelig vis bøjer de nakken under diverse internationale undersøgelsers domme og prøver at få det bedste ud af det umulige. Men egentlig burde det vel ikke anses for formasteligt, at samfundet uden for skolen, herunder klarsynede politikere, mener noget om og forventer noget med skolen. Men nu er Margrethe Vestager jo også selv dybt involveret i skolens katastrofekurs og måske derfor ikke interesseret i udefrastillede forventninger, der jo kunne tænkes at lede folkeskolen på vej mod fordums stolte tider. I stedet for vælger Vestager at komme forventningerne en anelse i møde ved at fremhæve det ønskelige i, at skolen udvikler sig fagligt, for straks efter at tone ønsket ned til et nulpunkt ved at kræve den faglige udvikling sat i forhold til en ønsket abnorm rummelighed. Og når 150 skolefolk provokeres til med tre ord at beskrive ønsker for skolen, og herunder formaster sig til at fremhæve den ombejlede faglighed åbenbart uden så meget som at tangere den mondæne rummelighed, så må den rummelighedsfascinerede Vestager selvfølgelig reagere prompte og konkludere, at det vistnok er bedst at læsse hele ansvaret for redeligheden over på skolen selv. For hun kender nok heller ikke til den umulige kunst i praksis at hæve fagligheden til tops og samtidig dyrke den fatale rummelighed.