»Vi kan jo lade den kommende formand hedde Jens Erik«

Nordjyske skoleledere vil gerne fortælle deres organisationer, at de skal slutte sig sammen i én lederforening

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Skolelederforening (DS) og Lederforeningen er enige om, at der kun skal være én forening for skoleledere i Danmark. Spørgsmålet er, hvornår det sker?

Formanden for DS, Erik Lorenzen, mener ikke, at det er et aktuelt emne at tage fat på, og han regner med, at der går et stykke tid, før det bliver det. Formanden for Lederforeningen, Jens Færk, vil gerne i gang med opgaven her og nu.

»Jeg har en målsætning: At få samlet lederne igen. Hver for sig skader vi hinanden, fordi landet er for lille til to organisationer. Når man i DS siger, at vi kopierer dem, mener jeg, at det er forkert. Årsagen må være, at vi ganske enkelt har de samme behov, og at vi også har den samme opfattelse af skoleledelse. Jeg kan kun huske et punkt, hvor vi har været uenige, og det er med hensyn til test i skolen«.

Ligesom for syv år siden, da DS løsrev sig fra DLF, mener Erik Lorenzen i modsætning til Jens Færk, at ledere og medarbejdere bør være medlem af hver deres faglige forening. Det er en grund til at være forbeholden over for sammenlægning. En anden er, at han frygter for, hvad der vil ske, den dag forhandlingerne begynder.

»Nye skoleledere vil tænke: Hvorfor melde sig ud af DLF, når DS alligevel er på vej til at blive en del af familien igen, så kan vi lige så godt blive, hvor vi er. Det vil være at skyde sig selv i foden at annoncere, at der bliver forhandlet«, siger han.

Står over for generationsskift

At dømme efter hvad 80 skoleledere til duelmøde på Vodskov Skole i Nordjylland i slutningen af november gav udtryk for, er der opbakning til sammenlægning.

Bag mødet stod DS og Lederforeningen i Nordjyllands Amt, og begge foreninger var talstærkt repræsenteret.

Kun en enkelt deltager gav udtryk for, at der ikke skal forhandles om at gå sammen.

»Vi ville ikke være kommet så langt, hvis ikke skolelederne havde haft en selvstændig forening uden for DLF. Jeg har prøvet at arbejde fagligt i DLF. Det har overbevist mig om, at vi skal vedblive med at være selvstændige«, sagde Karin Bjerregaard Rasmussen, Hobro, medlem af DS.

Erik Østergaard, Aalborg, medlem samme sted, så modsat på det.

»Jeg kommer med en drøm om, at vi i fællesskab kan sætte det mål at blive én forening. Vi kan jo lade den kommende formand hedde Jens Erik, så begge for-eninger er dækket ind«.

Amtsformand for Lederforeningen i Viborg Amt, Lars Alberg, var kommet udefra for at give sit besyv med.

»Hvis man ser rundt på de ledere, der er samlet her, står det klart, at der snart skal ske en udskiftning i mange skoleledelser. Jeg ved fra min kontakt med nye ledere, at de har brug for en forening, og at de ikke forstår, hvorfor der er to«.

Strukturreform kræver fællesskab

Erik Lorenzen mener, at Lederforeningen konkret mangler at vise, at man har fået noget ud af at blive i DLF. For DS gælder det først og fremmest om at være en troværdig modstander i forhold til det etablerede og til store organisationer som KL. Det gør man bedst ved, at ledere er sig selv.

»Lad os få et undervisnings- og lederforbund, som tager sig af ledelsesspørgsmål og lederløn. Sådan et forbund kunne være en del af organisationerne inden for undervisningsområdet, men ikke en del af Lærernes Centralorganisation. Vi ønsker, at forhandlingsretten skal ligge hos skolelederne alene, og vi er sikre på, at skolelederne godt selv kan finde ud af at fordele pengene imellem sig. Vi behøver ikke have en lærer til hjælp«.

Jens Færk gjorde, hvad han kunne for at overbevise sin formandskollega om, at han er på galt spor. Lederforeningens formand fortalte om de 20 millioner kroner, der ved sidste overenskomst blev afsat til udvikling af ledelse på de enkelte skoler, om KTOs (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) Væksthus for ledelse, der de næste to år skal vise, om organisationerne er i stand til at kunne rumme lederne, og om Lederweb og Lederpejling, der er vigtige elementer i at lægge en organisatorisk og faglig linje for skolelederne.

»Hvad får DS ud af at stå udenfor? Jeg har bemærket, at I har fremsendt overenskomstkrav til KL. Hvad sker der så derefter? Man hører næppe noget. Siger KL nej, hvad gør DS så? Vil man nedlægge arbejdet? Hvad har man af power bag disse her krav? Uden for systemet har man ikke nogen«, sagde han.

En af deltagerne, Egon Hansen, Ulsted, der er medlem af DS, rundede debatten af med at slå fast, at den forestående strukturreform gør det højaktuelt, at de to foreninger finder sammen. Hans kommune bliver en del af en ny Stor-Aalborg Kommune. Skal den øvelse forløbe til skoleledernes tilfredshed, er det tvingende nødvendigt, at de taler med én stemme.

folkeskolen@dlf.org

Powered by Labrador CMS