Under avisoverskrifter som »Stærke ledere sikrer gode skoler« og »Gode skoler bryder negativ social arv« præsenteres resultater fra forskningsprojektet »Gode eksempler«, som er gennemført af Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, Socialforskningsinstituttet og Danmarks Pædagogiske Universitet. Ud over »stærke ledere« fremhæves »ro i klasserne«, »mere fast styring af fagligheden« og »mere evaluering« som nogle af de principper for skolepraksis, der kan være afgørende for, om skolen kan være med til at bryde den negative sociale arv.

Når det er disse principper, der fremhæves i pressen, kunne det se ud, som om vi bør vende tilbage til den sorte skole. Det er imidlertid ikke tilfældet. For eksempel er en »synlig og engageret« skoleledelse, som der tales om i undersøgelsen, noget andet end en stærk leder.

For at pege på, hvor vigtigt det er at få nuancer med, når man vil forstå resultaterne af en sådan undersøgelse, vil jeg her præsentere nogle af pointerne fra den delundersøgelse af »Gode eksempler«, som vi er fire forskere, der har stået for, og hvor vi har fokuseret på skolepraksis på klasseniveau (se rapporten »Skolepraksis forhold, der fremmer og hæmmer læring« ved Fink-Jensen, K., Højmark Jensen, U., Kragh-Müller, G., og Mørck, L.L., på www.akf.dk).

God skolepraksis som en praksis, der fremmer alle elevernes faglige kompetencer og lyst til at lære, må ses på baggrund af de betingelser, der er på den enkelte skole. Vi har dels observeret praksis i seks klasser (tre 2.-klasser, to 8.-klasser og én 9.-klasse) på tre skoler forskellige steder i landet, dels talt med børnene og de unge, herunder de såkaldt udsatte elever og deres lærere. Betingelserne på disse tre skoler er vidt forskellige med hensyn til både elevernes socioøkonomiske baggrund, procentdelen af etnisk danske elever og elever med anden etnisk baggrund og lærerresurser per elev. På den ene skole med mange etniske minoriteter var de undersøgte klasser forholdsvis små med dobbelt lærerdækning i en del timer. Det medførte, at der var mere fysisk rum til eleverne, hvilket havde en gavnlig indflydelse på støjniveauet i klasserne og muligheden for variation af undervisningsformer.

Undersøgelsen viser, at det ikke er muligt at pege på en direkte sammenhæng mellem bestemte praksisformer og karakterniveau, men det er muligt at vise, hvordan forskellige praksisformer kan bidrage til henholdsvis at give gode muligheder for eller begrænse elevers læring. Forhold, som har betydning for, om elever deltager engageret i faglige aktiviteter, er »lærerens måde at kommunikere på«, »om læreren underkender eleverne ved at kategorisere dem på en bestemt måde, som dovne eller ballademagere«, »om elevernes resurser anerkendes« og »om den enkelte elev får mulighed for at deltage i faglige aktiviteter med kammerater«.

Et resultat er, at »en skolepraksis, der er karakteriseret af en fast lærerstyring mod bestemte faglige mål uden hensyntagen til den faglige spredning i elevernes forudsætninger, vil fremme udskillelse af enkelte elever fra det faglige fællesskab«. Det betyder, at det ikke er tilstrækkeligt, at læreren vil noget bestemt med sin undervisning og er fagligt dygtig. Hun må samtidig have blik for, at forskellige elever skal kunne deltage på forskellige niveauer i den samme aktivitet.

Fast lærerstyring er ikke i sig selv ensbetydende med god praksis, hvis der med dette menes, at eleverne skal have lyst til at lære. I en 2.-klasse på en af skolerne, hvor der var fast lærerstyring, ro og orden, fik børnene besked på at tegne en »god time«. De tegnede da noget andet end det, der faktisk foregik i timerne. Nogle af de flittige børn syntes, opgaverne i timen var trælse, og de ville hellere lave noget andet.

Går man ned på klasseniveau, er det, der er god praksis i én klasse for nogle elever, ikke nødvendigvis god praksis for andre elever eller for andre klasser på andre skoler. Det betyder også, at god praksis for de yngste klasser ikke nødvendigvis er god praksis for de ældste. Hvis sådanne nuancer med hensyn til god skolepraksis ikke får plads i den offentlige debat, vil det kunne føre til nogle begrænsninger i skolens muligheder for at medvirke til, at alle elever får en bedre uddannelse stik imod det, der var inten­tionen.