Musiklærerformand Bente Søndergaard har forklaret, hvorfor en sangkanon er overflødig. Lad mig føje til, at faget alligevel er underlagt den nye kanon, hvor en del forfattere nødvendigvis må repræsenteres ved deres sange og salmer til morgen, aften, årstider, højtider, historie, menneskelivet. Hvad havde man ellers tænkt, at eleverne skulle læse af Grundtvig?

Når jeg som musiklærer introducerer en ny sang, bruger jeg gerne tid på at præsentere komponist og forfatter, gøre teksten læselig, forståelig og nærværende og sætte den i sammenhæng med andet kendt stof og andre sange. I Den Blå Betænkning fandtes der en sangliste dengang da sangstoffet dominerede faget. Mens fagets stof siden er mangedoblet, er timetallet i skoleforløbet skåret ned til det halve.

Mon kanontankegangen vil åbne en ny front for samarbejde mellem klassens lærere i dansk, historie, kristendomskundskab og musik hvor skolens ledelse støtter udviklingen af en fællessangskultur, der spiller sammen med skolens undervisning og værdigrundlag?

Hvorfor er det kun faget dansk, der skal have en kanon? spørges der.

Det ville have været mere konsekvent, hvis man huskede, at dansk kun er et af flere fag, der skal kvalificere eleverne som brugere af kulturarven og af professionelt udført kunst fra bøger, scener, medier og museer. Læsning på tværs af fagenes Fælles Mål afslører fraværet af en sammenhængende, overordnet tankegang om denne opgave. Den skal man til Kulturministeriet for at finde, hvor Børnekulturens Netværk blev lanceret i foråret under mottoet »Et fælles ansvar for børn og kultur«. Udsagn fra embedsmænd, Kunstrådet og pressen antyder store problemer med at få Undervisningsministeriet til at tage del i fællesskabet om dette ansvar.