Debat

Det kan DLF ikke være bekendt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Her troede jeg, at båndet mellem fagbevægelse og politiske partier var brudt, for blot at konstatere, at det er opstået i en ny og postmoderne udgave. Under sloganet »Skab et Danmark vi kan være bekendt« forsøger den såkaldte Mobiliseringsbevægelse for tiden at mobilisere til debat med det formål at arbejde for et holdnings- og værdiskifte i Danmark. Det er al ære værd et levende demokrati har brug for aktive borgere, der følger med i samfundsudviklingen og tager politisk stilling, så bevægelsen skal være en velkommen nyskabelse i det politiske landskab.

Det er imidlertid dybt kritisabelt, at Danmarks Lærerforening står som initiativtager og støtte til Mobiliseringsbevægelsen. Selvom foreningen kalder sig tværpolitisk, bygger den på en samfundsbeskrivelse og vurdering af den aktuelle politik, som jeg hverken kan genkende eller tilslutte mig, og som mere eller mindre eksplicit er vendt mod den siddende regering. Desuden er den ikke afgrænset til at forholde sig til uddannelsespolitiske spørgsmål, men har som nuværende fokuspunkt sat integration på dagsordenen. Hvis enkeltpersoner inden for lærerstanden ønsker at tilslutte sig initiativet, er det deres demokratiske rettighed, men det må stå for egen regning. Jeg mener absolut ikke, at det er DLFs opgave at tage partipolitisk stilling og engagere sig i politiske spørgsmål af enhver art. DLF bør holde sig til sit egentlige formål at kæmpe for fagpolitiske interesser og sætte fagligt-pædagogiske emner til debat. Som det er nu, føler jeg mig faktisk taget som politisk gidsel qua mit fagforeningskontingent det kan Danmarks Lærerforening ikke være bekendt.

Svar

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg kan berolige dig med, at støtten til »Et Danmark vi kan være bekendt« på ingen måde er i strid med den bestemmelse i vores vedtægter om, at foreningen er partipolitisk neutral, da det pågældende initiativ i sig selv er et partipolitisk uafhængigt projekt.

Den siddende regering har opfordret til en værdidebat i det danske samfund. Det er en opfordring, som jeg flere gang har rost blandt andet på Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråds kongres i efteråret 2003. Jeg har endvidere selv deltaget i debatten med læserindlæg i dagspressen og deltagelse i programmer i Danmarks Radio og Skyradio. Med mobiliseringsprojektet åbnes der nye muligheder for at deltage i værdidebatten, og dermed får en bredere del af befolkningen mulighed for at deltage i debatten. Med den alternative velfærdskommission sikrer vi, at andre elementer end de rent økonomiske inddrages i den væsentlige debat om velfærdssamfundets udvikling. Det må være i alles interesse, at værdidebatten bredes ud, og at så mange aspekter som muligt inddrages i diskussionen om velfærdssamfundet.

Som en af Danmarks betydende fagforeninger har DLF et samfundsansvar, der rækker ud over de rent løn- og ansættelsesmæssige interesser for medlemmerne. Det ansvar har vi en årelang tradition for at leve op til. En væsentlig del af den igangværende værdidebat handler om folkeskolen. Med mobiliseringsprojektet har vi en ekstra platform for at rejse denne debat. Andre deltagere i projektet fokuserer på andre sider af værdidebatten. Vi står ikke til regnskab for deres synspunkter, ligesom de naturligvis ikke er forpligtet af vores synspunkter. Vi står imidlertid 100 procent sammen om at ønske og at fremme en værdidebat, hvor udgangspunktet er, at ethvert menneske har en værdi i sig selv.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF

Powered by Labrador CMS