Debat

Pensionister må protestere

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF vil i 2005 forsøge sig med seniorkurser med en overnatning og kurser med brugerbetaling fra medlemmerne.

Ikke mindst indførelsen af brugerbetaling er helt nyt i foreningen, og jeg forstår ikke, at hovedstyrelsen alene overlader til forretningsudvalget at beslutte et sådant brud med hidtidig politik.

Jeg mener, at en sådan radikal ændring burde være et kongresemne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er fint at forsøge sig med nye kursusformer, og det er en fin nyskabelse med forskellige temaer for kurserne, men når de andre tiltag peger i en helt forkert retning, så er det vores pligt at råbe »vagt i gevær«. Deraf følger så, at vi, hvad Anders Bondo ikke synes om, kommer til at »fælde dom over kurserne, før vi overhovedet har prøvet dem af«.

DLF centralt får hvert år i kontingent fra pensionisterne otte-ni millioner kroner og afsætter af dem 0,92 millioner til seniorkurserne.

Budgetrammen for seniorkurser er ganske rigtigt forøget med 200.000 kroner i 2005 og kun i 2005 »for at afprøve forskellige former for tilrettelæggelse og afvikling af kurserne«.

Forslaget vil i 2005, som Anders Bondo fremhæver, give mulighed for, at 67 procent flere fraktion 4-medlemmer kan komme på kursus, men hvad så med 2006?

Forslaget indebærer nemlig også, at forsøget skal munde ud i, at det »inden for den hidtidige økonomiske ramme vil kunne medvirke til at forøge antallet af deltagere i kurserne«.

I 2006 er der altså igen kun 920.000 kroner til rådighed, og af det beløb skal deltagerantallet forøges.

Det betyder flere etdøgnskurser og væsentlig højere deltagerbetaling.

Resultatet af forsøget er givet på forhånd. Det peger i en forkert retning, og derfor må vi protestere.

Vi havde selv uden at vinde gehør anvist en anden vej.

Bliver næste trin, at brugerbetaling indføres på andre af foreningens kurser?

Svar

Forretningsudvalget er ganske rigtigt blevet præsenteret for et andet forslag. Dette forslag indeholdt imidlertid også deltagerbetaling og levede i øvrigt ikke op til det grundlag, hovedstyrelsen havde besluttet. Alternativet til det forslag, der nu er vedtaget, havde derfor været, at merbevillingen på 200.000 kroner ikke var blevet brugt, og at vi havde fortsat med de traditionelle kurser.

Vi skal være parate til at lytte til kritik, og jeg har stor respekt for, at medlemmer af fraktion 4 ihærdigt arbejder for flere resurser til seniorkurser. Jeg tror imidlertid ikke, at afvisningen af nye muligheder og beskyldninger om, at hovedstyrelsen nærmest er ude på at genere fraktion 4, når vi interesserer os for kurserne og beslutter en merbevilling, er det, der skaber de bedste resultater.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF