Jeg vil som en afsluttende replik fra min side citere mig selv fra »Unge Pædagoger« nummer 5-6/2001:

»Jeg har arbejdet i folkeskolen længe nok til at have oplevet, hvordan pædagogiske idéer op-står og dør som modefænomener, der er et resultat af tidernes skiftende trends. Hvordan kan man se om bag ved tidsånden? Er fleksibilitet blot et af de mange modebegreber eller et nyt didaktisk hurraord, som Holger Henriksen så smukt benævner det. Ordet indgår jo som begreb i tidens fremherskende økonomitænkning og new public management. Jeg har længe drømt om at finde en egnet pædagogisk betegnelse for den fleksible skole, men det er ikke lykkedes endnu.

For mig er det indlysende, at den pædagogiske fleksibilitet handler om noget andet end økonomi og produktivitet. Det er lærernes pædagogiske råderum og elevernes livsmuligheder, som skal være omdrejningspunktet, og det fordrer et grundlæggende brud med skoleskemaets tyranni og disciplinering. Det er det, der er indeholdt i mit fleksibilitetsbegreb.

Jeg ser for mig en skole, hvor elever og lærere ansvarligt og forpligtet kan udfolde sig i tid og rum ud fra en dannelsestænkning, hvor både den enkeltes muligheder som menneske og det sociale fællesskab kan udvikles i samspil«.

Bag min forestilling om den fleksible skole ligger således et demokratisk dannelsessyn, hvor målet er, at eleverne opdrages og dannes til at kunne leve som borgere i et samfundsmæssigt fællesskab, der bygger på solidaritet, ansvarlighed og ligeværd. Og her betyder ligeværd respekt for hinandens ulige potentialer og muligheder.

Det har intet med elevernes ansvar for egen læring at gøre. Endsige en individualisering, der overlader eleverne til deres egen oplevelseshorisont.

Fællesskab og ligeværdig samtale er grundstene i min fleksible skole, så jeg vil slutte med at ønske Niels Christian Sauer al mulig fremgang i aflivelsen af sin fleksible skole.