EU har fremsat forslag til revision af det nugældende arbejdstidsdirektiv, som sikrer alle europæiske lønmodtagere en række rettigheder.

Direktivets konkrete betydning blev tydelig, da EF-Domstolen som følge af direktivets bestemmelser gav en tysk læge medhold i, at tiden som tilkaldevagt på hospitalet skal medregnes som arbejdstid. Dommen vakte berettiget opsigt som et eksempel på, at EU-systemet evner at beskytte den enkelte borger, og ikke mindst fordi den umiddelbare konsekvens af dommen vil være et betydeligt antal meransættelser.

Vurderingen var dog også, at dommen kunne få nogle uhensigtsmæssige konsekvenser i de lande, der aftaler arbejdstid ved overenskomstforhandlingerne. Men det berettiger på ingen måde EU-Kommissionen til at fremsætte ændringsforslag til direktivet, som set fra arbejdstagerside vil resultere i ensidige forringelser. Forslaget åbner op for, at den enkelte lønmodtager via forringede hviletidsbestemmelser kan presses til lange og helbredstruende arbejdsperioder og via individuelle aftaler til en højere gennemsnitlig arbejdstid end det ugentlige maksimum på 48 timer per uge i visse tilfælde helt op til 65 timer.

Hvis forslaget vedtages, har det umiddelbart konsekvenser i lande, hvor overenskomstdækningen af lønmodtagerne er lav og på områder helt uden overenskomstdækning. Men reglerne vil også sætte danske overenskomster under pres, når arbejdsgiverne ved kommende forhandlinger kræver fleksibilitet og mere individuelle løsninger.

Man kunne med rette forvente, at dette forslag ville blive markant imødegået. Det er langtfra tilfældet. Den danske regering støtter ligefrem forslaget. DLFs repræsentant i Bruxelles har erfaret, at der er muligheder for at påvirke parlamentet, men indtil videre er det kun den socialistiske gruppe, som har lagt klar afstand til forslaget og forsøger at udsætte vedtagelsen. Derfor er der behov for, at modstanden mod direktivet også bakkes op af nationale initiativer.

På sidste uges repræsentantskabsmøde i Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd opfordrede jeg på foreningens vegne til, at de danske hovedorganisationer intensiverer aktiviteterne imod dette overgreb over for offentligheden, Folketinget og EU-Parlamentet. Forslaget er hamrende usolidarisk over for arbejdstagerne i de nye medlemsstater. Og samtidig skal vi ikke læne os tilbage og tro, at »den danske model« redder os til evig tid, når verden rundt om forandrer sig.

Direktivets formål er at beskytte lønmodtagerne. Når det så viser sig i praksis, at det faktisk virker efter hensigten, beslutter man straks at lave det om. Det er uacceptabelt. Fagbevægelsen i alle europæiske lande må samarbejde om at bekæmpe forslaget. Det er nu, der skal handles.

Stig Andersen er næstformand for Danmarks Lærerforening