Skolerne skal være mere rummelige, og færre børn skal udskilles til specialundervisning. Sådan lyder en af de store overskrifter på den politiske dagsorden.

Ind i dette felt kommer strukturreformen, som nedlægger amterne og overfører en stor del af de amtslige specialskoler til kommunerne.

Det udløser både skrækvisioner og nye muligheder.

Folkeskolen har talt med amterne og amtskommunale skoler om deres håb og bekymringer. På skolerne frygter lærerne, at den møjsommeligt indsamlede ekspertise bliver udvandet i små, dårlige kommunale løsninger, som i værste fald er skadelige for børnene. Men mange ser også muligheder i den nye struktur. Først og fremmest at kassetænkning ikke længere kan lade sig gøre. Ansvar og penge følges ad. Nogle ser også en chance for øget rummelighed.

Men de fleste fortalere for mere rummelighed tænker på de børn, der allerede nu får specialundervisning i kommunerne efter paragraf 20.1.

Den amtslige specialundervisning paragraf 20.2-undervisning handler om børn med så svære handicap, at de er sendt videre til amtskommunale skoler. Ingen tror, at alle disse børn kan integreres i almindelige skoler.

Men der er store regionale forskelle.

Nogle steder går de fleste af børnene på amtslige specialskoler som for eksempel i Vejle Amt, hvor skolerne desuden er opdelt efter handicapgruppe. I Storstrøms Amt går næsten alle børn til gengæld i centerklasser på de almindelige folkeskoler.

Ekspertise forsvinder

På de amtslige skoler frygter lærerne, at den ekspertise, som i dag er samlet på hver handicapgruppe, forsvinder, fordi hver kommune i fremtiden vil ansætte sine egne lærere.

Den frygt baserer de blandt andet på erfaringen fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). I starten var der 80-90 centre med en stærk faglighed, men efterhånden har hver kommune fået sin egen PPR, nogle steder med få psykologer, som skal dække hele området. Vejle Amt har i dag børnene og lærerne i specialskoler, hvor de store handicapgrupper er hver for sig.

»Vores opdeling står lidt i modsætning til den politiske målsætning om at holde børnene tæt på deres lokalmiljø samt hele tendensen mod mere rummelige skoler og Salamanca-erklæringen om, at man skal undgå opsplitning«, siger Jens Skov, der er kontorchef i undervisnings- og kulturforvaltningen i Vejle Amt. Derfor kan han godt forestille sig et skrækscenarie, hvor man udvander de faglige miljøer ved at sprede børnene ud i de lokale områder. Det vil gå ud over kvaliteten for børnene, og nogle af dem vil direkte tage skade. For eksempel hvis man sætter nogle meget sårbare børn sammen med udad-reagerende og larmende børn. En anden mulighed er, at det blot bliver kommunerne i fællesskab, der driver de nuværende institutioner. Der vil dog være det problem, at man flytter institutionerne ud i et demokratisk ingenmandsland, hvor forældre ikke har nogle bestemte politikere, som er ansvarlige for deres børn.

Svært at blande børn

Et andet problem er, hvis forskellige handicapgrupper skal blandes. I Ringkøbing og Frederiksborg Amter håber man på en regional løsning.

Knud Erik Riis, teamleder for konsulenter for specialskoler i Ringkøbing Amt: »Vi håber stadig på en regionsmodel i forhold til at bevare vores viden samlet. Børnene er allerede integreret så meget, som vi kan i centerklasser på folkeskolerne. Derfor vil det være svært for kommunerne at flytte flere fra specialskoler ud i folkeskoler. Vi regner med, at kommunerne fortsætter de tre specialskoler. Måske kan man forestille sig, at de bliver mere blandede. Men det kan være svært at blande for eksempel autister med andre«, siger Knud Erik Riis.

I Frederiksborg Amt har man oprettet Strategi-projektet, der i forbindelse med strukturreformen skal videreføre det samarbejde om den vidtgående specialundervisning, der er mellem amtet og de 19 kommuner. Formålet er at opretholde kvaliteten og på længere sigt at udskille færre børn til specialundervisning.

I Frederiksborg Amt forestiller man sig et samarbejde i regionen. Region København kommer til at omfatte dét, der nu er Frederiksborg Amt, Københavns Amt, Københavns og Frederiksberg Kommune. Dermed får den en størrelse, som er bæredygtig, også når det handler om nogle af de mindre handicapgrupper.

Sælge til naboen

Det er svært at sælge pladser til naboen, siger de fleste. Kommuner, som skal købe en plads til 250.000-300.000 kroner, overvejer, om de ikke selv kan oprette et billigere tilbud.

»Jeg er brændende tilhænger af lokale løsninger. Men erfaringerne med de mange fælleskommunale samarbejder fra 70erne og 80erne er, at de alle er gået i sig selv igen. Tag bare eksemplet med PPR«, siger Finn Christensen, Viborg Amt, der er formand for Samrådet af ledere af amtslig specialundervisning under Amtsrådsforeningen.

På kort sigt er han ikke bekymret, men på lidt længere sigt er han skeptisk over for de fælles kommunale løsninger.

»Selv om den slags ordninger altid begynder med de allerbedste hensigter, er der erfaring for, at det ikke holder. Det er svært for kommunerne at blive enige om et serviceniveau, når de skal arbejde sammen. Nogle skal måske spare, mens andre ønsker et højt niveau«, siger Finn Christensen.

På helt små områder som børn med hjerneskader eller synshandicap findes der i dag et net af specialrådgivere, som de små amter trækker på. Også her er Finn Christensen og hans kolleger i specialundervisningen bekymrede for ekspertisen.

»Der er heldigvis meget få børn. Men derfor kan de små amter ikke engang i dag opretholde en tilstrækkelig viden. Det er uafklaret i strukturreformen, hvor disse specialrådgivere skal være. På det sociale område har man placeret dem i regionerne med staten som betaler, men på undervisningsområdet er det uklart«, siger han.

Spørgsmål om, hvem der ansættes

Mellem en og to procent af samtlige børn er skilt ud til amtslig specialundervisning. Andelen har været voksende gennem flere år på trods af reformer på området. Kommunen betaler et grundbeløb på cirka 182.000 kroner per barn og amtet beslutter, hvilken undervisning barnet skal have, og betaler resten af pengene. En plads til et barn med et svært handicap koster 250.000-300.000 kroner om året.

Nogle amter og rigtig mange amtskommunale skoler frygter, at der vil blive sparet, når kommunerne overtager skolerne. Mange ønsker dog ikke at blive citeret for denne frygt. De skal måske arbejde i en kommune efter reformen, men de bygger bekymringen på erfaringer med kommuner, som tager børn hjem for at spare penge.

Endnu en bekymring går på, hvorvidt der bliver tale om at ansætte lærere eller pædagoger altså om børnene bliver undervist eller passet. Nogle kan fortælle om steder allerede nu, hvor der næsten udelukkende er ansat pædagoger til en gruppe Damp-børn. Og på institutionen talte man alligevel om, at man underviste børnene.

Skoleleder Henrik Dahl Larsen fra Ladegårdsskolen i Holbæk forestiller sig, at kommunerne omkring skolen fremover vil købe de pladser, de har brug for.

»Men jeg kan da godt frygte, at andre kommuner vil spare og tage børn hjem til for eksempel almindelige specialklasser. For mig er der tre tidsperspektiver i dette. Et kort sigt med intet nyt, et mellemlangt sigt, hvor kommunerne forsøger sig med egne tilbud for at spare, og så et langt sigt, hvor de indser, at tilbuddet ikke holder, og at de alligevel ikke sparer noget. Men derimellem kan det jo godt gå ud over nogle børn«, siger han.

I Ringkøbing Amt er konsulent Knud Erik Riis dog ikke bekymret. Han er sikker på, at kommunerne vil sørge for, at børnene får den nødvendige undervisning.

»Vi oplever og har oplevet et stigende behov for paragraf 20.2-undervisning. Sådan har det været hidtil og vi kan se på de henvendelser, vi får fra børnehaver og PPR, at der kommer endnu flere til næste år. På trods af al tale om rummelighed«, siger Knud Erik Riis.

Men hvem skal oprette nye institutioner, hvis behovet fortsætter med at stige. Spørgsmålet er, om en kommune vil betale startomkostningerne på en ny institution, som måske ikke kan betale sig de første år. Det bør være regionerne, som står for oprettelsen af nye skoler, mener Finn Christensen, Viborg Amt.

Uklarhed forsvinder

En klar ansvarsfordeling er et plus, som mange fremhæver ved reformen.

»Området vil have glæde af noget fornyelse. Kommunerne driver allerede en hel del af skolerne. Det er bedre, hvis de også betaler omkostningerne. Der er for meget overlap og dobbeltarbejde i dag. For forældrene er det meget svært at gennemskue, hvordan det hænger sammen«, mener Finn Christensen, Viborg Amt. Assisterende amtsskolepsykolog i Storstrøms Amt, Lene Hatt, er enig i, at den nuværende ordning kan forbedres. Hun kritiserer, at det er for nemt for kommunerne i dag at sende sorteper videre til amtet.

Lokal integration

Når kommunerne har ansvar for alle børn, lægger det op til en bedre integration til gavn for både almindelige og særlige børn, håber flere.

»Nogle håber, at kommunerne vil få børnene bedre integreret, så de handicappede elever får en tilknytning til deres lokale miljø, og de almindelige børn vænner sig til, at de handicappede er en del af fællesskabet i en klasse. I dag kan jeg jo se, at når mine børn møder en gruppe handicappede i svømmehallen, står de og glor og ved ikke, hvordan de skal tale med dem«, siger Jens Skov, Vejle Amt.

Finn Christensen, Viborg Amt, fremhæver dog, at alle former for integration kræver en meget bedre opbakning og ekspertbistand til lærerne.

I Storstrøms Amt er næsten samtlige børn ude i særlige klasser i den almindelige folkeskole. Det kan ikke gå stærkt nok, mener Lene Hatt, Storstrøms Amt.

»Jeg havde håbet, at man helt havde opgivet specialundervisningsbegrebet. Man skulle skrive, at børn skal undervises i den danske folkeskole, punktum. Min holdning er, at alle børn skal gå i den lokale folkeskole, og så må resurserne indrettes efter, hvilke børn der så er tale om«, siger hun.

folkeskolen@dlf.org

hlauritsen@dlf.org