Jeg er ikke principielt imod test og internationale sammenligninger. De kan absolut være nyttige, hvis de bidrager til større indsigt og viden om det område, der gøres til genstand for undersøgelse. Med Pisa-undersøgelsen, der blev offentliggjort i efteråret 2001, fik vi et omfangsrigt materiale om 15-årige danskere i en international sammenligning på centrale fagområder. Vi har siden været vidne til et forløb af lovændringer i folkeskolen, hvor en noget stereotyp brug af Pisa-undersøgelsen gentagne gange har været brugt til at begrunde ændringer af folkeskolens regelsæt. Med de erfaringer vil jeg stærkt opfordre til større eftertanke ved næste Pisa-undersøgelse. Det kan ikke være for meget forlangt, at beslutningstagerne selv læser rapporten og selv udøver en vis refleksion, inden der drages konsekvenser af den type undersøgelser.

Modtagelsen af Pisa-undersøgelsen førte til nogle hurtige konklusioner i medierne: 18 procent af de unge har så dårlige læsekompetencer, at de »må forudsiges at have vanskeligheder ved at kunne anvende læsning til at tilegne sig ny viden«, hvilket er blevet udlagt som ikke-egnet til en ungdomsuddannelse. Det budskab har præget den politiske retorik og det billede, der er skabt i offentligheden af folkeskolens arbejde.

Men hvad er det egentlig ifølge Pisa, der skal til for at gøre en forskel? Og hvad er det reelt, der er undersøgt? Eksperterne bag Pisa har defineret læsekompetence »som det at være i stand til at forstå, anvende og reflektere over skrevne tekster for gennem dette at opnå sine mål, udvikle sin viden og sine muligheder og være i stand til at deltage i samfundslivet«. Det er en udmærket beskrivelse af en lærers forestilling om noget af effekten af sin undervisning. Men hvad er det, der er blevet prøvet? De unge er sat i en prøvesituation med tekster, de ikke selv har eftersøgt med henblik på at udvikle viden eller deltage i samfundslivet. Der er altså ikke en reel nødvendighed over brugen af teksterne. Tilmed har de unge skullet dokumentere deres kompetencer gennem skriftlighed, hvilket er en særlig opgave i sig selv. Prøvevante og modne unge vil selvfølgelig have en fordel. Konklusion: Øv eleverne i prøveformen.

Eller mere konstruktivt: Hvad har eksperterne udledt af materialet? Hvad er det i det daglige arbejde i skolen, der gør en forskel? Det er blandt andet forældrenes resurser: økonomiske vilkår, uddannelsesbaggrund og interesse for deres barns skole. Skoler med blandede forældreresurser giver alle elever de bedste muligheder for gode resultater. Lærernes uddannelse spiller en central rolle, og resultaterne er bedre på de skoler, hvor lærerne er entusiastiske, stolte over skolen og værdsætter boglige færdigheder, end på de skoler, hvor det ikke er tilfældet. Uafhængigt af forældrebaggrund så spiller det en selvstændig rolle, at der er et godt forhold mellem elever og lærere. Læreren lytter, interesserer sig for eleven og hjælper, når der er behov for det.

Det er i virkeligheden billedet af en drøm af en folkeskole, der fremstilles her. Det skulle debatten om Pisa have sat i fokus. Den skole vil vi gerne have udviklet. Den kræver ikke i sig selv flere timer, trinmål og kontrol, som endda kan gøre det vanskeligere for entusiasmen. Den kræver derimod udvikling af en skole fyldt med »autentiske lærere«, kompetente voksne, der både i deres egen selvforståelse og i elevernes oplevelse er betydningsfulde voksne for det enkelte barn. Den kræver løbende efteruddannelse og en »betydningsfuld« skoleledelse, der involverer sig i det daglige arbejde i skolen med ansvar for skolekulturen og for skolens resurser blandt andet i form af bibliotek, computer, adgang til internet.

Alt det her kan ikke overraske. Det er god, gedigen erfaring. Læren af Pisa er: Lad jer ikke vælte af pinden af dagsordensættende medier og kendissers hurtige og unuancerede og ureflekterede brug af en delkonklusion, men brug Pisa i argumentationen for reelle forbedringer af skolens hverdag, der virker. Tag ikke modet på fremtiden fra nogen. Virkeligheden er mere nuanceret end som så.