Debat

DLF-brugerbetaling

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På hovedstyrelsesmødet i november havde forretningsudvalget en beslutning om næste års seniorkurser. Der gennemføres fem kurser, hvoraf de tre er med to overnatninger og med brugerbetaling på henholdsvis 400 og 500 kroner og betaling af transport. De øvrige to kurser er med én overnatning og uden brugerbetaling. Jeg prøvede at få omstødt beslutningen ved at bede om en afstemning i hovedstyrelsen, men blev gjort opmærksom på, at beslutningen ikke kunne omstødes, da hovedstyrelsen var gået ind for den for ved en ekstrabevilling på 200.000 kroner at skabe rum for flere seniorkurser. Derefter bad jeg om en udtalelse i referatet om, at hovedstyrelsesmedlemmet for fraktion 4 ikke kunne gå ind for modellen. Det kunne ifølge forretningsordenen ikke lade sig gøre.

Som det fremgik af referatet fra hovedstyrelsesmødet i Folkeskolen, kan jeg ikke gå ind for forretningsudvalgets vedtagelse. Jeg sagde det allerede i januar, og min holdning er stadig: »Ingen brugerbetaling og ikke kurser med kun en overnatning«. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der skulle afprøves brugerbetaling i DLF. Det er nu en realitet, men hvorfor skal pensionisterne være prøveballoner?

Jeg frygter, at det hvert år vil blive den samme kamp for at få nogle seniorkurser, som jeg og mit bagland kan være tilfredse med.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I januar blev det bestemt, at jeg skulle inddrages, når der skulle udarbejdes modeller for seniorkurser, og da der blev bevilget 200.000 kroner ekstra, sagde jeg ja til at prøve at oprette fire kurser med et budget på 1,12 millioner kroner, men jeg fandt ud af, at jeg skulle gå på kompromis med mine principper, fordi de var med brugerbetaling. Jeg blev indkaldt til møde med forretningsudvalget for at drøfte modellen med de fire kurser, troede jeg. Men nu skulle der pludselig tages stilling til fem kurser en model, som jeg ikke havde set før og ikke havde haft indflydelse på. Da jeg også skulle sluge den pille, at der var kurser med én overnatning, så stod jeg af. DLF vil afprøve fem forskellige kurser, fordi en kombination af dem fremover kan danne grundlag for at holde fire kurser årligt inden for budgetrammen. Men man kan kun holder fire kurser for 920.000 kroner ved at skære helt ind til benet, med brugerbetaling og med én overnatning.

Jeg kan kun se én løsning: At få afsat cirka 320.000 kroner ekstra årligt til seniorkurser.

Forkortet af redaktionen

Svar

Det fremstilles nærmest, som om hovedstyrelsen er ude på at genere medlemmerne af fraktion 4. Realiteten er, at hovedstyrelsen, i en periode hvor vi er særdeles omkostningsbevidste og har skåret ned på de økonomiske bevillinger på en lang række områder, i enighed har afsat 200.000 kroner mere til seniorkurser i det kommende år. Det er dermed et af de eneste områder overhovedet, hvor der er afsat flere penge. Merbevillingen sikrer, at 67 procent flere medlemmer af fraktion 4 vil have mulighed for at komme på kursus. Der er fortsat tre kurser af tre dages varighed med to overnatninger. Herudover bliver der to kurser af to dages varighed med en overnatning. Der er en mindre deltagerbetaling på tredageskurserne, mens der ikke er nogen deltagerbetaling på todageskurserne. Vi har kun haft ét mål med denne beslutning, nemlig at få et grundlag for at skabe de bedst mulige kurser for flest mulige medlemmer af fraktion 4. Ellers kunne vi jo blot have ladet være at bevilge de ekstra 200.000 kroner.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF