Gamle reoler af varierende højde står tæt langs den ene væg. På en bogryg står der Ole Lund Kirkegaard: »Y Rheino yn ein Parlwr« et gult, dansk næsehorn ved navn Otto er også tryllet til live på walisisk.

Matematikbøgerne, som ligger slået op på de blå plasticpulte, som står tæt i det nedslidte klasselokale, er også på walisisk. Langt de fleste af de 31 børn i klassen taler engelsk hjemme, men deres forældre har valgt, at de skal gå på en skole, hvor undervisningen foregår på walisisk.

Nede i pultene har hver elev et hæfte med sine personlige mål for de kommende uger for hvert enkelt fag. William viser sine mål for faget engelsk: Han skal træne i at stave ordet »which« og ord med dobbelt-l.

»Det er små mål, for målene skal være håndterbare, og de må aldrig række længere end seks uger frem i tiden«, siger klassens lærer Margaret Kemp. De 31 børn er 10-11 år gamle og i gang med deres sidste år på skolen Ysgol Y Wern, før de skal videre til den lokale secondary school. Det ville normalt betyde, at de som alle deres jævnaldrende i England skulle sidde til eksamen nogle bestemte dage i maj og blive testet i de centrale fag. Men nationalforsamlingen i Wales har netop besluttet, at testene skal udfases, og allerede i år bliver det op til de enkelte skoler, om de vil gennemføre dem.

»Vi bruger nok nogle af dem, men ikke nødvendigvis den dag, hvor det er meningen. Der bliver utrolig varmt herinde om sommeren, så hvis det er en varm dag, dropper vi det bare. Og jeg tror ikke, vi sender besvarelserne af sted til ekstern censur. Vi analyserer dem bare, som vi plejer, for at se om der for eksempel er gennemgående fejl, så vi kan vurdere, om der er noget, vi skal ændre i undervisningen«, siger Margaret Kemp.

Kan forudsige testscoren

Når eleverne forlader primary school, har de hidtil fået to tal med sig. Et tal for, hvilket nationalt niveau eleven ligger på efter lærerens vurdering, og et tal for det niveau, eleven er placeret på efter den årlige nationale test. På Ysgol Y Wern er de to tal praktisk taget altid ens.

»Fordi vi har så god en bedømmelsesproces, kan vi forudse testresultaterne, så vi behøver simpelthen ikke test«, siger Margaret Kemp. »For at være helt ærlig handlede testning om, at regeringen ikke stolede på, at lærerne kunne bedømme eleverne. Og ved siden af testningen blev vi afkrævet en stor mængde af beviser i relation til vores egen bedømmelse af eleverne. Vi skulle opbevare bjerge af elevopgaver, og det tog tid fra forberedelsen af andre opgaver for eleverne. Men efterhånden er dokumentationskravene blevet mindsket, og i dag er lærervurderingerne slanket til et niveau, der er muligt at overkomme«.

»Somme tider kan jeg godt have en fornemmelse af, at det var en proces, man skulle igennem for at nå dertil, hvor vi er nu, og for at opnå det kvalitetsniveau, vi har nu i vores lærervurderinger. Jeg tror ikke, vi havde behøvet den hos os, for jeg tror, vi allerede var på vej i den rigtige retning. Men måske på nogle skoler var de nødt til at gå gennem processen for at få struktur på lærerbedømmelserne«. Spørgsmålet er, om også den danske folkeskole behøver 10-15 år med opstramninger i læseplanerne og test af trinmålene for at blive lige så god til at evaluere elevernes udbytte af undervisningen, som man er på Ysgol Y Wern:

»Det ville være bedre, hvis de danske lærere så det bedømmelsessystem, vi har fået på plads i skolerne i Wales nu, som er baseret på assessment for learning og på, hvad der foregår i klasselokalet hver dag. Selv i England er de begyndt at se på, hvad vi gør i Wales«.

Margaret Kemp har selv været udlånt til den lokale skolemyndighed i Cardiff til at arrangere kurser, som skal sikre, at lærernes bedømmelser ikke er subjektive eller relaterede til elevfordelingen i den enkelte klasse, men i stedet er ensartede på tværs af skolerne, så også de lærere, der modtager eleverne i secondary-skolerne, kan regne med lærernes bedømmelser. På det trange lærerværelse på Ysgol Y Wern står rækkevis af ringbind fyldt med skolens egne eksempler på elevbesvarelser i alle skolens fag. Lærerne mødes på skolen og indimellem på tværs af skolerne i lokalområdet og sætter sig en hel dag med elevernes stile, matematikopgaver, tegninger og historier og bliver enige om, hvilket nationalt niveau de enkelte eksempler svarer til.

Den nationale walisiske læseplans- og bedømmelsesmyndighed ACCAC har udsendt tilsvarende eksempelsamlinger til støtte for lærernes vurderinger:

»Men vi får utrolig meget ud af selv at gennemføre de øvelser og få tjekket, om vi nu vurderer korrekt. Og vi bliver ved med at gøre det, ikke mindst af hensyn til de nye lærere, som ikke har været med tidligere«, siger Margaret Kemp. Til januar skal Ysgol Y Wern-lærerne for første gang holde sådan en fælles uddannelsesdag, hvor også lærere fra den lokale walisisksprogede secondary school deltager.

Venskabshjørne

På Ysgol Y Wern har børnene den samme lærer hele dagen i næsten alle fag, og de er sammen med de børn, de har gået i klasse med, siden de var fire år. Gange og klasselokaler er dekoreret med elevernes kunstværker og opgavebesvarelser. Midt på gangen står hele tre harper, som de elever, der går til harpespil, kan øve sig på i det store frikvarter. De mindste børn ved, at de altid kan gå hen til en af de lidt ældre elever med et lille CC-skilt på brystet, hvis de er kede af det. CC-eleverne har nemlig fået et kursus i at tage sig af de mindre børn og bekæmpe mobning. Hvis man ikke har nogen at lege med, stiller man sig hen til et skilt med »venskabshjørne« så bliver man hurtigt fundet og taget med ind i en leg.

Syvende skoleår-plateauet

Ysgol Y Wern ligger i en bedre stillet del af Cardiff. I den anden ende af byen ligger den engelsksprogede secondary-skole, Willows High School.

»Vi har næsten 900 elever mellem 11 og 18 år. Børnene kommer som 11-årige fra en skole, hvor de var i ét rum og havde én lærer, og så kommer de hertil, hvor de får 13 lærere og 13 forskellige undervisningslokaler. Der er rigtig store muligheder for at falde igennem nettet ved det skifte«, siger viceinspektør på Willows, Steve Davies, der ligesom sine kolleger overalt i Wales er begyndt at arbejde meget tættere sammen med de primary-skoler, hvorfra eleverne kommer.

»Det er skønt at komme på en primary-skole. Eleverne er så entusiastiske, frøken, frøken, se hvad jeg har lavet! Men når de kommer til den her store skole, så er det, ligesom om de føler, at nu skal de være anderledes, nu skal de være teenagere. Så får forældrene lige pludselig besked om, at de ikke må vise sig på skolen, og det er pludselig ikke længere smart at kunne lide at gå i skole«.

Erfaringerne viser endda, at elevernes standpunkt i fagene ofte slet ikke udvikler sig det første år i secondary school eleverne står stille i deres læring eller går måske endda tilbage. Syvende skoleår-plateauet kaldes fænomenet.

»Ikke alene får de lærere, der slet ikke kender dem, de andre elever kender dem heller ikke. I primary-skolen ved klassen, at den her lille pige, hun kravler nogle gange ind under bordet. Det accepterer de, og de hjælper hinanden. Her glor de bare eller bliver ligefrem ondskabsfulde«.

Steve Davies er uddannet til at undervise i geografi og historie.

»Som humanistisk uddannet kunne jeg måske undervise i elevernes personlige og sociale udvikling og med lidt hjælp måske også i engelsk. På den måde kunne vi få færre lærere per klasse og dermed lære eleverne bedre at kende«, funderer han.

Da journalisten fra Danmark fortæller, at det har været den normale model i Danmark, men at man af hensyn til det faglige niveau nu går mere og mere over til, at lærerne kun underviser i deres linjefag, siger Steve Davies:

»I skal passe på, at I ikke smider noget ud, som er rigtig godt i Danmark. Selvfølgelig skal vi ikke helt droppe specialisterne. Men intentionen om at udnytte hvert eneste barns individuelle potentiale er kun mulig at nå, hvis man som lærer kender hvert enkelt barn. I dag giver vi dem alle sammen det samme, men børn har forskellige måder at lære på«.

Den lærer, der står i spidsen for den kommende nye årgang, besøger de fem fødeskoler sammen med specialundervisningskoordinatoren og får en grundig snak om de kommende elever. Med hver elev følger en lille skriftlig biografi, hvor barnets primary-lærer har taget notater om elevens stærke og svage sider, fremskridt, hvem eleven arbejder bedst sammen med og så videre. Biografien videreføres i secondary school og ligger på skolens netværk, så alle elevens lærere har adgang til at læse og skrive i den.

»Det får vi meget mere ud af end testscorerne«, siger Steve Davies.

Det er ikke kun elevernes præstationer, der bliver bedømt på en række forskellige måder på Willows, det gør undervisningen også. Skoleledelsen går på besøg i klasserne. Det foregår på den måde, at Steve Davies for eksempel aftaler med matematiklærer Gareth Cook, at han i næste uge vil overvære 15 timer specielt med fokus på bedømmelse og respons på elevarbejder. Når ugen er gået, skriver Steve Davies en rapport, som han diskuterer med læreren, så de i fællesskab når frem til en konklusion om, hvad læreren skal tage fat på i den kommende tid, og han roser i øvrigt også de vellykkede elementer. I de enkelte afdelinger en secondary-skole er delt op i en engelskafdeling, en matematikafdeling og en naturfagsafdeling overværer lærerne hinandens undervisning. De går også på besøg i de andre afdelinger blandt andet for at se deres egne elever i andre sammenhænge eller for at se en lærer i aktion, som ledelsen har fremhævet som særlig dygtig til en bestemt undervisningsform.

Inspiceret til døde

Men som alle andre skoler i Storbritannien bliver Willows også inspiceret af det officielle inspektørkorps, som i Wales hedder Estyn.

»Jeg har arbejdet som lærer i England, hvor den tilsvarende myndighed er den langt mere frygtede Ofsted. Jeg var på en skole, som havde nogle problemer, og vi blev simpelthen regelmæssigt inspiceret, så vi følte, vi blev det til døde. Det virker demoraliserende på mange måder. Det er blevet bedre i England, men i Wales har Estyn altid forsøgt at være venlig og se efter det gode frem for det dårlige. Men vi er på vej mod meget mere selvevaluering«, fremhæver Steve Davies.

De nationale test for de 14-årige efter skolesystemets trin tre er ikke længere obligatoriske fra næste år i stedet skal lærernes egne bedømmelser sættes i system.

»Ingen kender eleverne og deres præ-stationer bedre end de lærere, der underviser dem til daglig. Selvfølgelig skal systemet overvåges og diskuteres, så man sikrer, at lærerne ved de forskellige skoler vurderer elevopgaverne ens, så man er helt fri for mistanker om snyd. Den britiske regering har politiseret hele skolesystemet og blandet sig meget i lærernes arbejde. I Wales bliver lærernes mening hørt og taget alvorligt. Undervisningsminister Jane Davidson giver lærerne deres professionelle status tilbage. Og det var utrolig modigt af den walisiske regering at beslutte ikke at offentliggøre ranglister«, siger Steve Davies.

Matematiklærer Gareth Cook tror også på, at skolen nu er klar til at droppe de nationale test.

»De har nok været med til at pege på nogle problemer, blandt andet i overgangen fra primary school til secondary school. Når vi får at vide, at et barn befinder sig på et bestemt niveau i matematik, kan vi jo ikke se, om barnet er god til hovedregning, til algebra eller har en god matematisk forståelse«, siger han og understreger, at han selv regelmæssigt tager prøver i sine klasser.

kravn@dlf.org