Dansk Arbejdsgiverforening har foretaget en analyse af, om kommunernes udgifter til folkeskolen står i forhold til den kvalitet, der bliver kvitteret med.

Den manende konklusion lød: »Kommuner skal lære af hinanden«. Det, der angiveligt skal læres, er noget i retning af, at »for lidt penge giver den højeste kvalitet«. Det er noget sparsomt med oplysninger om den anvendte metode, men det handler i korthed om, at man mener, at høj kvalitet læses i skolernes karaktergennemsnit i en række fag sammenholdt med socioøkonomiske frem- og tilbageregninger (forældrenes uddannelsesbaggrund, elevernes herkomst). Alle disse regnskabstekniske krumspring sammenstilles med, hvor meget kommunen bruger af kroner per elev.

Nå, spøg til side, der er naturligvis ikke automatisk en sammenhæng mellem et stort resurseforbrug og en høj kvalitet, men det omvendte er heller ikke tilfældet.

Det etiske problem i en ranglistning efter karaktergennemsnit berører jeg ikke her.

Dansk Arbejdsgiverforening er ude i et ærinde, der handler mere om politik end om statistik. For det er jo klart, at hvis politikerne i bred forstand skulle lade sig overbevise om, at der er behov for bedre vilkår for folkeskolerne, så koster det noget i prioriteringen af samfundsøkonomien.

Oplysninger fra 1999 i Finansministeriets »Udfordringer til Velfærdssamfundet« kan være med til at sætte prioriteringsdebatten i relation, synes jeg.

For en milliard kroner kan danskerne/politikerne nemlig vælge mellem at få:

Fem-seks nye jagerfly i grundmodel, 7.700 bypass-operationer, nedsættelse af mellemskatten med cirka en halv procent, 30-35 kilometer motorvej, et nyt lukket fængsel med plads til 200 fanger i fem år eller driften af fem-seks folkeskoler med 400 elever i ti år.