Tak til Musiklærerforeningens formand for svar på min kommentar om sangkanon i Folkeskolen nummer 41. Jeg kan så inderligt tilslutte mig hendes afsluttende ønske om at lade sangen leve frit, og jeg håber, at den gør det. Den erfaringsbaggrund, jeg udtaler mig på, er 33 år som gymnasielærer i dansk, så hvis andre med bedre mulighed for at danne sig et dækkende billede af den danske sangs stilling i skolen i dag kan belære mig om, at jeg tager fejl, så skal jeg med glæde stikke piben ind.

Men Bente Søndergaards henvisninger til bindende trinmål overbeviser mig ikke helt, for ét er jo, hvad der står på papiret, noget andet er praksis: Kan børn synge, og gør de det også når de ikke skal optræde eller har sanglæreren ved klaveret?

Det er lærerens ansvar at leve op til bekendtgørelsens krav, men i erkendelse af de stærke kræfter, læreren er oppe imod, især fra underholdningsindustrien, tror jeg, at læreren vil have gavn af med en kanon at have hele samfundets autoritet i ryggen: Her har vi en fællesnævner. Dette er ikke noget, der kan eller skal diskuteres, det er noget, samfundet kræver. Let bliver det ikke at sejle op mod tidens strøm af flimrende underholdning, men for så vidt som det lykkes, vil det styrke børnenes sangglæde og derved også deres sprogglæde og evne.

Det ligger os på sinde i Modersmål-Selskabet. Men naturligvis må man altid være betænkelig ved statsintervention. Kan det klares uden, er det bedst. Så hvorfor kommer Musiklærerforeningen ikke med en kanon? Det vil dog give en vis autoritet. Sanglister udformet på de enkelte skoler er for svagt, for sikkert nok vil de blive alsidige, men tanken er jo netop at gøre dem fælles.