Debat

Skarp lud til skurvede hoveder

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Holder vi os til den akademiske terminologi, kan skoleudviklingskonsulent Erik Torm (Folkeskolen nummer 44) måske have ret i, at inspektionsrapporten om de »fleksible« Håbo-skoler fra det svenske, statslige »Skolverket« ikke bør kaldes evaluering, sådan som jeg gjorde i nummer 42. I det politiske miljø er man mindre nøjeregnende. Der bruges ordene evaluering, inspektion og testning ofte nærmest i flæng, og det er på ingen måde betryggende.

Erik Torm spørger mig desuden direkte, om jeg ønsker statskontrollerede inspektionsbesøg indført i Danmark.

Hvis vi havde et åbent debatmiljø i folkeskolen, hvor den politiske ledelse forholdt sig seriøst til kritikken af den »fleksible« skole, ville svaret være nej. Men vi har et betændt debatmiljø, der dyrker »den gode fortælling«, ignorerer kritikken og søger at marginalisere dens ophavsmænd m/k. I årevis søgte nogle af os at rejse en debat omkring den »fleksible« skoles åbenlyse elitære træk, dens underminering af fagligheden og dens ødelagte arbejdsmiljø. Det var umuligt. Først da Håbo-rapporten forelå, fik kritikken den opmærksomhed, der tilkom den, og siden er Håbo forsvundet fra den »fleksible« skoleretorik. Havde Skolverket ikke været på plads, ville den lovpriste Håbo-models reelle tilstand være forblevet en velbevaret hemmelighed for den danske skoleverden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Derfor bliver svaret ja. Når folkeskolen bliver et politisk profileringsobjekt, og dens politiske ledelse ikke lytter til erfarne lærere, men kaster sig i favnen på en driftig konsulentbranche og verdensfjerne teoretikere uden nærmere kendskab til børn, ja, så priser jeg mig lykkelig for en statslig inspektionsrapport, der skærer igennem fantasteriet. Der skal skarp lud til skurvede hoveder.