DLF i en ny struktur

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF bruger politisk energi og mange mandtimer i foreningens sekretariat på at sikre de tusindvis af medlemmer, der får nye arbejdsvilkår, eller som kan forvente at blive forflyttet eller ligefrem frygter afskedigelser, fordi kommuner lægges sammen, og amterne nedlægges.

I et parallelspor arbejdes der også med følgerne for DLFs struktur og opgaveløsninger.

Hvordan sikrer vi en ensartet sagsbehandling i de nye kredse? Hvad er kravene til en kreds, hvad skal den kunne, hvad skal den stille til rådighed, spurgte Tove Borch.

»Vi skal passe på, at ekspertisen ikke forsvinder. Selv om kredsene får nye opgaver lagt ud, skal de stadig kunne få hjælp fra foreningen centralt«, sagde hun, og Stig Andersen var inde på det samme. Det er afgørende at definere, hvad en kreds skal kunne.

»Hvordan sikrer vi, at DLFs medlemmer er rimeligt ens stillet, uanset om de bor det ene eller det andet sted«, sagde han.

Flere hovedstyrelsesmedlemmer mente, at man skulle passe på ikke at slå for stort et brød op og gennemføre for mange ændringer.

»Lad os lave en lille reform, hvor vi kun retter strukturen til på de områder, hvor det er nødvendigt, fordi den kommunale struktur ændres«, sagde Niels Munkholm Rasmussen. Men John Illum var helt uenig. Det er aldrig det rette tidspunkt at gennemføre strukturændringer. Der er altid det ene eller det andet i vejen. Hovedstyrelsen må vælge, mente han.

»Vil vi bruge anledningen nu til at se på, om opgaverne bliver løst på den rigtige måde? Om kredse og kongres har den rigtige størrelse og så videre? Eller vil vi bare foretage de allermest påtrængende ændringer og så lade små kredse få deres vilje, ved at vi gør ingenting?« spurgte han.

Den sidste løsningsmodel er den nemmeste og giver mest ro i foreningen, lød John Illums vurdering.

»Men jeg tror ikke, det er ro, vi har mest brug for«, tilføjede han selv.

Peter Hess-Nielsen gav udtryk for, at mange medlemmer identificerer sig med deres lokale kreds. Det må der tages hensyn til.

»Derfor skal vi ikke herfra fastlægge en bestemt kredsstørrelse på for eksempel 1.000 medlemmer«, sagde han.

Astrid Schjødt Pedersen afviste at skelne mellem en lille og en stor reform.

»Vi har selv foreslået den kongresvedtagelse, som vi arbejder ud fra. Så nu ser vi på opgavernes indhold og på, hvor og hvordan de løses. I den sammenhæng skal vi selvfølgelig også se på, om kongressen har den rette størrelse, på valgsystemer med videre«, sagde hun.

Organisationsudvalget arbejder videre med de mange problemstillinger i et samarbejde med kredse og berørte grupper. Foreningen kommer løbende med udmeldinger, ligesom man også løbende svarer på spørgsmål fra de mange lokalkredse, som har travlt med at forhandle om sammenlægninger og opdelinger, så de kan matche det nye kommunale landkort i god tid.

thejsen@dlf.org

Vil vi bare foretage de allermest påtrængende ændringer og så lade små kredse få deres vilje, ved at vi gør ingenting?