Musik er et kulturbærende fag. Herunder hører indlæring af danske sange og salmer, såvel gamle som nye. Det er musiklærerens ansvar at stå for udvælgelsen af disse og sørge for både alsidighed, kvalitet og sangbarhed i forhold til klassetrin.

Formand for Modersmål-Selskabet, Bent Pedersbæk Hansen, foreslår i Folkeskolen nummer 41 en lovbestemt kanon for at sikre bestemte sanges overlevelse. Det kunne lyde som en god ide, til hjælp for lærere, der ikke selv har et stort sang- og salmerepertoire i bagagen, men hvem skulle foretage udvælgelsen? Hvad skulle kriteriet for udvælgelsen være? Listen ville aldrig blive færdig, og den ville aldrig blive fyldestgørende for bredden alligevel. Hans kanonforslag indeholder »Se nu stiger solen« og ikke »Den signede dag«. Hvorfor nu dette valg? »I sne står urt og busk« og ikke »Det er hvidt herude«. Og sådan kunne jeg blive ved. Faren ved en bindende liste er, at man kunne risikere at glemme de andre lige så bevaringsværdige, som ikke er på listen.

I Fælles Mål står der i de bindende trinmål, at eleverne skal blive i stand til at synge både nye og ældre danske sange og salmer. I undervisningsvejledningen er der hjælp at hente til, hvilken slags sange og salmer der kan arbejdes med, men ikke hvilke. Det er og bliver lærerens ansvar.

Vores sangskat er rig på pragtfulde sange og salmer, som vi naturligvis skal bevare. Men den lever også, så den over tid udvides med nye sange, ligesom andre ryger ud.

Jeg er ikke imod sanglister, men de skal udformes af lærerne på den enkelte skole. De vil helt garanteret blive alsidige i både genre, indhold, historisk og årstidsmæssig relevans, kvalitetsstyret og også med lokalt tilknytningsforhold.

Kære Bent Pedersbæk Hansen: Stol på os og glem den lovbefalede sangkanon. Lad sangen leve frit.