Da bladet »Statspensionisten« nummer 3 udkom i september måned, blev der en telefonstorm på min telefon på linje med en orkan, og det var ikke uden grund. På bagsiden af bladet stod der »rabatter der batter«, og hvem vil ikke gerne have rabatter. For at få disse rabatter skal man have et ældremobiliseringskort, som er udstedt af Pensionisternes Samvirke. Der var yderligere en oplysning om, at kortet kunne rekvireres gennem egen organisation, som i vores tilfælde er DLF. Det skrev man, fordi man havde glemt at tage DLF i ed, da tilbuddet om ældremobiliseringskortet blev givet første gang i 2002.

Da jeg synes, det er rimeligt, at pensionisterne i DLF, på lige fod med andre pensionister, der er medlem af Statspensionisternes Centralforening, har mulighed for at benytte denne rabatordning, fik jeg en aftale med Pensionisternes Samvirke om, at man her ville sende kortet ud, på betingelse af at de modtog en frankeret svarkuvert. En løsning, men ikke en tilfredsstillende løsning.

Efter denne tumult bad jeg formandskabet om et møde den 30. september i år, hvor jeg fremlagde mine synspunkter. På mødet blev det tilkendegivet, at det er DLFs holdning, at det egentlig er Statspensionisternes Centralforenings opgave at formidle ældremobiliseringskortet, da det er denne, der har kortet som et tilbud til sine medlemmer. Resultatet af mødet blev imidlertid, at vi i forening vil forsøge at finde en løsning på problemet.