Som lærerstuderende ønsker jeg kort at give mit besyv med.

I den kanon, der er opstillet nu, ser jeg flere problemer.

For det første antallet af forfatterskaber, hvor hvert forfatterskab består af et utal af værker, og det bliver op til den enkelte lærer at finde de værker, der tiltaler ham/hende. Det bliver at lede efter nålen i høstakken. For det andet er de mindre klassetrin i skolen ikke medtænkt.

Med kanonudvalgets bud er det kun H.C. Andersen, der kan bruges fra 1. til 6. klassetrin. I overbygningen får de meget travlt, da de resterende forfatterskaber henvender sig der de 25 procent, som kanonen skulle dække af litteraturundervisningen, bliver koncentreret på de sidste år i folkeskolen.

Hvorfor ikke fordele kanonen jævnt på alle klassetrin?

Den kvalitet, der ligger i en kanon, kommer ikke til udtryk i udvalgets eksempel, og skal vi have en kanon, så skal den være kvalitativ. Det mener jeg, Torben Weinreichs form for kanon er, og det er derfor, jeg ønsker, at kanonen skal bestå af værker.

Med denne form for kanon bliver eksempelvis diskussionen om, at der kun er en kvindelig forfatter på kanonudvalgets liste, overflødig, for der vil også være plads til kvinderne på kanonen. Ud over dette skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser den kanon, der består af litterære tekster, som en hjælpende hånd til lærerne.

Jeg oplever ikke selv, at jeg kan finde den fornødne tid til at få et dækkende overblik over litteraturhistorien. Uden jeg ved, hvordan det er i folkeskolen, så har jeg svært ved at forestille mig, at man som lærer i skolen har tid til at skabe sig et godt overblik. Jeg spørger mig selv: Hvorfor skal vi som lærere ikke tage imod og drage nytte af den ekspertviden, som Weinreichs kanon bygger på?