Nu er regeringens udspil om internationalisering i uddannelserne ved at blive omsat i praksis. Det blev indvarslet i midten af september med en konference med næsten 200 deltagere fra alle dele af uddannelsessystemet.

Troede man nu, at den skulle handle om, hvordan man kan fremme internationalt samarbejde og støtte elevers, studerendes og læreres muligheder for at få internationale erfaringer, så tog man fejl.

Den kom derimod til at dreje sig om, hvordan danske uddannelsesinstitutioner kan agere på det globale uddannelsesmarked og tiltrække studerende fra især Asien. I modsætning til europæiske studerende skal de nemlig i fremtiden betale for deres uddannelser selv, og hvis ellers danske universiteter og højere læreanstalter kender deres besøgelsestid, kan salg af uddannelser blive en lukrativ forretning. I New Zealand er det den fjerdevigtigste nationale indtægtskilde. Mulighederne er særligt gode netop nu, lød det, fordi USA efter 11. september-forskrækkelsen er blevet karrig med at udstede visa, så deres andel af markedet er vigende.

Efterhånden som temaet kom til at dominere drøftelserne i løbet af dagen, rejste nakkehårene sig. Hvad med de uddannelser, der ikke kan sælges til ambitiøse kinesere med hang til it og business-studies? Pædagog- og læreruddannelserne? Vil deres internationalisering fuldstændig blive glemt i rusen over de potentielle indtægtsmuligheder?

Og hvad med grundskolen og det almene gymnasium? Hvordan skal internationalisering forstås på elevniveau? En deltager kunne konstatere, at den internationale dimension havde en høj prioritering i det oprindelige udkast til den nye gymnasiereform, men at den nu synes at drukne i diskussioner om nationale læseplaner.

Vi trænger til en diskussion af, hvilke motiver der skal ligge til grund for alle uddannelsers internationalisering. Sådan som tendenserne tegner sig nu, er konkurrencemotivet altoverskyggende.

Der er også et kvalitetsmotiv i regeringens udspil. Det er ganske vist knyttet til konkurrencemotivet med en antagelse om, at når man skal konkurrere med andre, stiger kvaliteten nærmest automatisk. Det behøver nu ikke at være tilfældet. Man kan også sænke kravene og dermed tiltrække flere udenlandske studerende. Men kvalitetsmotivet er vigtigt. Gennem samarbejde ikke konkurrence med partnere i andre lande kan vi blive bevidste om vores egne kvaliteter og om, hvad der kan gøres bedre. Det er vældig godt formuleret i publikationen »Bedre Uddannelser«: »Danmark skal udnytte mulighederne for via internationalt samarbejde at hente inspiration ved at studere gode eksempler fra andre lande på, hvordan uddannelse og undervisning kan organiseres. Internationalt samarbejde medfører ofte, at der anlægges et nyt, konstruktivt perspektiv på egne værdier og funktioner«.

Dette motiv må være relevant for alle uddannelser.

Men i sidste ende er det vel den enkelte elevs og lærers kompetenceudvikling, der er det centrale, og ikke først og fremmest samfundsøkonomiske overvejelser. Uddannelsernes opgave er at udruste fremtidens borgere med interkulturel kompetence, så de kan se ud over deres egen lille verden, lære at kommunikere med fremmede, forstå deres bevæggrunde til at handle, som de gør, og kunne samarbejde med nogen, der er forskellige fra dem selv.

Den proces kan ikke begynde tidligt nok.

Tove Heidemann, ph.d., international koordinator på CVU Sønderjylland