Trivsel er en forudsætning for udvikling, det ved enhver lærer. Vil man have en skole, der udvikler sig og udvikler mennesker, må man satse på et godt arbejdsmiljø. Det er en opgave for alle, der arbejder på skolen, ikke kun for lærerne eller ledelsen eller rengøringen. Jeg vover at give et par bud på et godt arbejdsmiljø. Der er meget lidt plads her, så tilgiv den korte og noget firkantede form.

En skole er et komplekst system af råd, udvalg og kompetencegange. Det er en stor opgave, men prøv alligevel i MED-udvalget at udarbejde en overskuelig pixioversigt over, hvem der bestemmer hvad, hvornår og hvordan. Oversigten kan hjælpe nye medarbejdere, men også støtte arbejdet i bestyrelse, MED-udvalg og pædagogisk råd. En sidegevinst er, at man får øje på uskrevne regler og uformelle kompetencegange.

Det er ikke nok at uddelegere planlægning, penge og pædagogik til et mindretal af pinger. Alle skal have del i et reelt ansvar for fælles opgaver, tilsyn, udvalg, ellers får man et lærerkollegium på både første og anden klasse. Det er godt, at vi har lærere, der er eksperter i specialundervisning eller it, men det er skidt, hvis eksperten sidder fast i sin niche, mister normalbegreb og kontakt med kolleger, elever og undervisning. Det er en god idé, at alle lærere har base i en og maksimum to klasser, og at alle har ansvar i delt klasselærerfunktion.

Folkeskolen skal rumme alle børn. En forudsætning er, at vi, der arbejder der, kan rumme hinanden. Gør plads på skolen for folk i fleksjob, jobtræning. Respekter andre faggrupper: spis sammen, fest sammen, bliv fotograferet sammen. Tag vel imod »nye« uanset faggruppe, betragt en »ny« som en gave til arbejdspladsen og sørg for, at han kommer i team med erfarne folk. Drop faste pladser, låste døre, særlige nøgler, rygerummet og andre loger. Giv mulighed for supervision og udarbejd en plan med et beredskab, der tager fat i folk i krise. Det skal ikke være muligt at isolere sig og gå i hundene.

På alle skoler er der tre roller: De energiske, idérige ildsjæle. En restgruppe, der ser sort på det meste. Og så er der de fleste, de besindige. Gennem livet hopper vi rundt mellem disse tre roller. I et godt arbejdsmiljø tages der hånd om mennesker i restgruppen, men de får ikke lov til at sætte dagsordenen. Udvikling sker mellem ledelsen, ildsjælene og de besindige. Hvis ildsjælene bare drøner af sted, dør dynamikken. Først når de besindige er på banen, sætter det spor. Giv de besindige plads, resurser og taletid.

Fra biologien ved vi, at enkle organismer (bananfluer og den slags) har en kort forandringstid, mens komplicerede organismer har en lang forandringstid. Skolen er en meget kompliceret organisme. Sommetider kan det være nødvendigt »at smide en bombe«, hvis man vil have ting til at ske, men for det meste lykkes udvikling bedst, hvis der er få udviklingspunkter og god tid til både forandring og forankring.

Der skal være plads til et bøvs, men problemer løses ikke i et brokkemiljø, de skal bæres derhen, hvor det er muligt at løse dem. Vil man have positive elever, kolleger og forældre, skal man rose hinanden og fortælle den gode historie. Skriv også til forældrene om det, der fungerer. Tag de svære samtaler, men gør det face to face (det er svært at høre et smil i telefonen). Der skal være plads til at kvaje sig og til at indrømme det. Og endelig skal der være masser af fest og smil.

Er man frustreret, usikker, ustabil, negativ, indelukket, uengageret og fortravlet. Gider man ikke jobbet, menneskene og samarbejdet. Mangler man tillid til andre og mod til at gøre det, der er svært, og prøve nyt, så er oddsene for positiv udvikling ret dårlige.

Alt ovenfor handler både om medarbejdere og om ledelse. Som leder skal jeg være en positiv rollemodel. Det er ikke altid let, og jeg kvajer mig ofte, men heldigvis har jeg et rummeligt arbejdsmiljø, hvor jeg bliver mødt med smil og opbakning.