I Folkeskolen nummer 40 og 41 får jeg læst og påskrevet af to ledende psykologer: »vakse provokationer«, »skabe opmærksomhed omkring ham selv og hans virksomhed«, »holdninger i strid med såvel vejledning som bekendtgørelse på området«.

Og lærerne får også (igen) et hak: »at en del lærere føler sig presset, er kendt i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)« og PPRs nye arbejdsformer »kan være i strid med de ønsker, lærere kan have«.

Fokus for mig er stadig svarende til bestemmelsernes ånd og bogstav at elever med svære AKT-problemer som udgangspunkt skal kunne rummes i klassen. Men denne rummelighed skal være forbundet med optimal kvalitet.

Uanset paradigmeskift og PPRs udvikling af konsultative ydelser med elevens kompetencer i fokus er det altså stadig PPR, der indstiller til specialundervisning og det sker da stadig med den til PPR indstillede elev i fokus og her er det, kæden springer af: der mangler i PPRs indstilling alt overvejende en strategisk plan:

overordnet strategi med beskrivelse af mål for og indhold i den integrative proces og præcisering af de kvalitative krav

forudsætningsstrategi med beskrivelse af de forudsætninger, elev-, forældre- og lærergruppen i pågældende klasse skal have, for at processen kan lykkes

udviklingsstrategi med beskrivelse af de tiltag og »værktøjer«, der skal sikre opfyldelsen af forudsætningsstrategiens krav.

Det drejer sig for eksempel om præcisering af betydningen af og indholdet i forældremøder, klassearbejde og inddragelse af hele lærerteamet i et forberedende arbejde, inden et barn med AKT-problemer integreres eller opretholder sin tilknytning til klassen.

Rummelighed og kvalitet skal gå hånd i hånd, står der i bestemmelserne ellers bliver rummeligheden til faglighedens modsætning og så er det, at læreren bliver presset og syndebuk.

Det var bare det sidstnævnte, jeg synes, vi skolepsykologer skal tage et medansvar for ikke sker.