For nylig kom vi på lærerværelset til at snakke om kommaer. Hurtigt blev vi enige om, at de kloge folk i Dansk Sprognævn lykkeligvis så ud til endelig at have opgivet den håbløse kamp for det angiveligt ny af slagsen.

Efter lidt higen og søgen, om ikke ligefrem i støvede bøger og gravhøje, men naturligvis på nettet, fandt jeg da også efterfølgende ud af, at nævnet allerede i efteråret 2003 indstillede til kulturministeren, at de to daværende kommasystemer under alle omstændigheder burde erstattes af ét, men ganske uden de voldsomme omkalfatringer, der først var lagt op til.

Både kulturminister Brian Mikkelsen og undervisningsminister Ulla Tørnæs, der velsagtens begge har været frustrerede over det ny komma, som deres ministerielle embedsværk vist var blevet pålagt at benytte, fordi de sagesløse sekretærer og kontorchefer med retorisk vold og magt skulle være fortrop i det kancellisproglige korstog, ja, de to borgerlige ministre hilste straks forslaget med tilfredshed.

Beskrivelsen af dette kommasystem er oven i købet i foråret 2004 blevet udgivet i trykt form. Reglerne erstatter derfor afsnittet med paragraf 45 til 57 om komma i Retskrivningsordbogen af 2001. De justerede kommaregler er såmænd med enkelte undtagelser identiske med paragrafferne om det gode, gamle grammatiske komma, som de fleste af os i ærbødig respekt eller bare af gammel vane har holdt fast ved.

Således har regeringen faktisk slet ikke siddet forgæves på taburetterne, for i den kommende valg-kamp kan den konservative kulturminister fremføre, at han har fastholdt det gamle komma, mens den liberale undervisningsminister i kulturkampens og frihedens navn med rette kan understrege, at det som hovedregel nu langt om længe er blevet helt og aldeles frivilligt, om man vil sætte komma før ledsætninger.

Venstre véd vi som bekendt, hvor vi har, men det véd vi nu også med det lille komma. Kom så ikke og sig, at de borgerlige ikke gør en forskel.