Ét er pindehuggeriet med KL-kontorchef Jonatan Schloss, der i Folkeskolen nummer 41 ikke vil vide af Undervisningsministeriets tal for udviklingen i paragraf 20.2-specialundervisning 1975-2003, fordi de ikke passer i KLs kram. Schloss kommer ikke uden om, at kun tre ud af 100 elever i folkeskolen er anbragt uden for normalklassen. Meget nærmere idealet kommer man næppe, hvis man skal respektere Salamanca-erklæringen, der udtrykkeligt siger, at til en inkluderende skole hører solid specialundervisning uden for klassen »... i de få tilfælde, hvor det klart er demonstreret, at undervisning i almindelige klasser ikke opfylder et barns uddannelsesmæssige eller sociale behov, eller når hensynet til barnet eller andre børn kræver det«.

Men noget andet er KLs stærke modvilje mod debatten om den såkaldt fleksible skoles principper. »KL har opgivet at kalde Sauer«, og Schloss »ved ikke«, hvor jeg har den opfattelse fra, at satsningen på ansvar for egen læring og såkaldt »rummelighed« er en trussel mod de svage elever. Har Schloss da ikke hørt budskabet fra eksperterne om, at disse principper er ren gift for børn med Damp-dispositioner? Har han ikke læst den hidtil eneste uvildige evaluering af den fleksible skole, der foreligger den fra Håbo, hvis budskab er, at denne skolemodel vender den tunge ende nedad? Har han da kun lyttet til den lille menighed omkring den »fleksible« skole? Passer Schloss ikke sit job?

Det er lige netop det, han gør. Det er kontorchefens sure pligt at stille sig uvidende an, når KLs argumentation ikke hænger sammen. KL skyer denne debat som pesten, og derfor prøver man at skyde budbringeren. Hvor fører det os hen?