Kanon kedsomhed

Skolen bliver kedeligere med de vise litterære mænds kanon

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den værste trussel mod enhver institution er dens forudsigelighed, regelregimet, den institutionslogiske orden, kort sagt dens kedelighed.

Vil de vise litterære mænds kanon gøre skolen mere eller mindre kedelig? Det er spørgsmålet. Jeg tror, den bliver mere kedelig.

I dag er skolerne meget forskellige. Der synges flere salmer vestpå end østpå. Der læses mere Blicher vestpå og mere Dan Turèll østpå. Dertil kommer så lærernes forskellighed. Nogle brænder for Aakjær, andre for Tove Ditlevsen. Også eleverne er forskellige. Der skal nok være flere omkring Aalborg end omkring Maribo, der gerne vil læse »Nordkraft«.

Om læreren brænder for det ene eller det andet, er ikke så afgørende som det, at hun/han brænder, vil noget, tør noget. Så kommer flere af børnene og de unge også til at ville, måske til at brænde. Og små og store mennesker, der har retning og lidenskab i deres liv, må så krydse klinger om, hvad dansktimerne skal bruges til.

Men i fremtiden kan de spare sig. Nu kommer staten selv og bestemmer, hvilke forfattere der er gode, og dermed hvilke der er mindre gode. Alle skal læse Oehlenschläger og Martin A. Hansen. Ingen behøver at trækkes med Kierkegaard og Aakjær endsige Ejersbo.

Alle vil have været igennem nogenlunde det samme, når de går ud af skolen. Endnu et lille skridt er taget i retning af metervareproduktion.

Andre skridt har været centrale kundskabs- og færdighedsområder, et tæppebombardement med tørre test, evindelige evalueringer og så lærerrådets likvidering til fordel for Den Stærke Ledelse. Alt sammen centralistiske træk, der tendentielt reducerer læreren til undervisningstekniker og forvalter. Problemet er, at børn ikke kan leve af sådanne lærere. De har brug for lærere, som er personligheder, som har et ansigt, som er autentiske, som de kan se op til og have tillid til. Sådanne lærere tager ansvar og vælger i dialog med kolleger og elever. Reduceres deres muligheder for at foretage personlige og ansvarlige valg, da risikerer vi, at de skrumper og mister lidt af modet og originaliteten.

Så bliver skolen lidt mere grå og kedelig, og det får igen flere konsekvenser.

En af dem er, at der bliver flere disciplinproblemer, når undervisningens og samværets tonus slappes. Så længe læreren personligt er på vej og i gang, så længe følger de fleste børn gerne med. Men når læreren fra selv at være i gang går over til mest at sætte eleverne i gang med noget, andre har besluttet, så bliver der uro i klassen. Og hvis det sker, vil der blive skældt mere ud, og intet går mere ud over læringen end omfattende skældud.

En anden konsekvens af mere statslig styring og det deraf følgende desengagement vil være, at mindre motiverede børn falder fra, mister interessen, får læringsproblemer og måske dropper ud. For netop de behøver endnu mere end andre lærere, der vil noget og vil dem noget.

Men paradoksalt nok begrundes statsindgreb ofte med hensynet til de svageste og til bekæmpelsen af den negative sociale arv, som det for nylig skete med indførelsen af læreplaner for småbørn helt fra seksmånedersalderen.

Centraliseringsindgrebene, der er tiltaget under den nuværende regering, forstærker sammen med intensiveringen af barndommens institutionalisering, som for eksempel gennem forslaget om obligatorisk børnehaveklasse, de vigtigste problemer, børnene og skolen har: manglende arbejdsro, for mange verbale sanktioner, dermed for ringe læring, for lidt kropslighed og aftagende lyst til arbejdet.

I modsat retning virker heldigvis lokalt forankrede udviklingsprocesser hen imod større fleksibilitet, mere plads for forskellighed, mere teamsamarbejde. De gør i modsætning til statsstyringen skolen mere broget og mindre kedelig.

Erik Sigsgaard er lektor