Da vi ankom til kongressen primo september og lige tjekkede presseopslagene, kunne vi læse, at der var barske udsagn fra forskellige skolepolitiske aktører trykt i Jyllands-Posten under overskriften »Hård kritik af lærerforening«.

Avisen spurgte blandt andet: »Hvordan oplever du Danmarks Lærerforening som part i skoledebatten?«

Uddannelsespolitisk ordfører for Dansk Folkeparti Louise Frevert gav følgende svar: »De er ikke nogen sparringspartner, de sidder altid og bjæffer surt på fløjen. Som udgangspunkt er de uinteresserede i de borgerlige visioner, men jeg mener ikke, at det er deres funktion per definition at være kritiske, bare fordi de er en fagforening. De stikker en kæp i hjulet for en konstruktiv udvikling af skolen«.

Niels Egelund, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, svarer:

»Det virker, som om Anders Bondo Christensen taler med to tunger, for på den ene side giver han sin støtte til forandringer, på den anden side er lærerne en betonklods for udviklingen af skolen, på samme måde som en vis betonklods var det for Hans Engell«.

Formanden for KLs Børne- og Kulturudvalg Bjørn Dahl svarer: »De holder fast i forestillingen om, at det, der var godt for 25 år siden, også er godt nu. Det er en charmerende røst fra fortiden, som vi ikke kan bruge til at udvikle skolerne. Anders Bondo virker visionsrig, men der er et skrigende behov for generationsskifte på de øvrige ledende poster i Lærerforeningen«.

Opmuntret blandt andet af disse tre årsungers karaktergivning af vor gøren og laden gik vi til arbejdet i kongressen. Vi fik lavet et godt resultat, som giver mulighed for en overenskomst, der kan sikre visionære læreres fortsatte engagement i udviklingen af folkeskolen altså hvis Bjørn Dahl og øvrige arbejdsgiverrøster fra noget, der kunne minde om fortiden, ikke stikker en kæp i hjulet eller smider betonklodser ud foran os!