Trods et helt lærerværelse med erfarne kolleger og klasseværelser fulde af børn er fornemmelsen af livet som ny lærer alligevel, at man er helt utroligt alene. Alexandra Pilegaard Lind, 34, og Jesper Nørgaard, 30, håber inderligt på, at de nye unge lærere, der kommer efter dem, får mere støtte og hjælp i starten fra erfarne kolleger, end de selv fik.

De to unge lærere fra henholdsvis Nordsjælland og den jyske hede debuterer som forfattere den 30. september. De vandt den konkurrence, som Folkeskolen for et år siden udskrev i samarbejde med litterær agent Nanna Sølvsteen og Gyldendal om at skrive dagbog fra den første tid som ny lærer:

»Det var utroligt givende at skrive dagbog undervejs«, fortæller Alexandra Pilegaard Lind, hvis første to år som lærer var præget af mange kriser, som er beskrevet i bogen. Sammenstød med kolleger, blandt andet fordi hun ikke som dem havde en seminarieuddannelse bag sig, men i stedet en magistergrad, sammenstød med elever, med forældre, med skoleledelsen. Og så blev hun syg igen og igen hun blev forfulgt af mellemørebetændelser og fik også på et tidspunkt hjernerystelse, da hun blev påkørt af en bil.

Jeg er en bedre lærer nu

»Jeg har lært af mine fejltrin, og jeg er helt sikkert en langt bedre lærer nu. De to år har virkelig lært mig rigtig meget, som jeg kan tage med mig fremover«, siger Alexandra Lind, som samtidig føler, at hun nu er havnet på en skole, der har alle de ting, hun efterlyser i sin bog, »Overgange«. Nu oplever hun, at teamsamarbejde kan være givende, og at der er tid til at tale om eleverne på møderne stik imod det team, hun beskriver i bogen:

»Jeg er blevet meget bedre modtaget. Men nu har jeg jo også en seminarieuddannelse og noget erfaring«, siger Alexandra Pilegaard Lind, der tog en meritlæreruddannelse, mens hun arbejdede som lærer. I bakspejlet kan hun sagtens se, at hun manglede pædagogisk og didaktisk viden, og at det medvirkede til, at hun fejlbedømte de ældste elevers evner til at arbejde selvstændigt og overlod for meget til dem. Alligevel undrer det hende den dag i dag, at hun hele tiden fik at vide, at hun havde de mangler, og at hun ikke i stedet fik mere hjælp.

Af bogen fremgår det tydeligt, at hun ikke føler, hun fik den nødvendige opbakning fra kolleger og ledelse for eksempel da en klasse udeblev fra undervisningen i protest mod hende. Folkeskolen har talt med hendes daværende skoleleder, der som de øvrige personer i bogen er anonymiseret:

»Jeg synes, vi bakkede hende op. Det var den første akademiker, jeg har prøvet at ansætte, men vi valgte at satse på hende og betale hendes uddannelse«, siger lederen, der i forbindelse med fagfordelingen efter Alexandras første år ikke ønskede at give hende ansvaret for en afgangsklasse i tysk, selvom hun er cand. mag. med bifag i tysk. Med baggrund i klassens adfærd troede kan ikke på, at det kunne blive et harmonisk undervisningsforløb.

Manddomsprøve

Jesper Nørgaard arbejdede også som lærer, mens han tog sin seminarieuddannelse, og hans dagbog, »Kaldet«, er stykket sammen af oplevelser fra de forskellige steder, han har arbejdet som lærer. Ind imellem dagbogsbladene fra lærerjobbet fortæller han også om sin barndoms første møde med skolen.

»Det er et billede af, hvordan jeg har oplevet, det var at starte som lærer. Det job, man tror, man skal ud at have, når man kommer ud fra seminariet, er slet ikke det samme som det, man kommer ud i. Seminariet er en meget beskyttet verden. Man har kun været ude i skolen i praktik en måned ad gangen, hvor man måske underviser tre timer om ugen, og der er fem voksne i lokalet imens«, siger Jesper Nørgaard, som selv er blevet for-bløffet over, hvor krævende det kan være at stå over for en klasse.

Ligesom Alexandra Lind beskriver han i sin bog endeløse møder, der ikke rigtig fører nogen steder hen. Men præcis som i hendes tilfælde er det ikke teamsamarbejdet som sådan, han skyder på:

»Teamsamarbejde kan sagtens være en styrke både fagligt og socialt jeg tror, det er et spørgsmål om, at der er et generationsskifte i gang. Og som ung lærer kan man nok også virke meget idealistisk og umoden, for godt nok har man psykologi på seminariet, men man lærer ikke noget om, hvordan man navigerer mellem voksne mennesker med forskellige holdninger«.

Jesper Nørgaard efterlyser en større følelse af fællesskab på lærerværelset at man i stedet for at sige: »Åh, fik du 6.a jeg håber, du klarer det!« måske ofrede sig lidt for de nye lærere i fagfordelingen:

»Men det er svært, for de nye er der jo ikke, når man vælger sig ind på fag og klasser på det tidspunkt er de jo slet ikke ansat. Men jeg kan ikke forstå, at man skal starte som ny lærer med 28 konfrontationstimer. Det er, ligesom om det første halve år skal være et helvede. Det bliver en selvopfyldende profeti nu har vi andre haft det hårdt, så skal du også gennem manddomsprøven«.

Både Jesper Nørgaard og Alexandra Lind håber, at skolerne bliver bedre til at investere i nye lærere både ved at give dem færre undervisningstimer og ved at sikre, at erfarne kolleger har tid til at støtte og hjælpe den første tid.

kravn@dlf.org