»Du tager ingen steder i dag«, sagde hun, da hun kom ind med en kop varm te og lagde en klud på min pande.

»Jamen«, sitrede jeg, »jeg har så mange timer, og desuden er der møde i dag, hvis man er syg en onsdag, så tror de andre, at man pjækker!«

»Du tager ingen steder alligevel«, sagde hun og smilte.

Hun rakte mig min mobil og telefonbogen, og jeg smilte svagt over, at hun allerede havde skrevet skolens nummer ned i vores liv.

Minut efter minut vendte jeg mig i sofaen, stirrede på uret og bladet i bogen, hvor telefonnummeret stod med røde, skarpe tal.

Jeg måtte ikke falde hen. Jeg skulle ringe præcist. På klokkeslaget.

Det var helt vigtigt med timingen. Det var et spørgsmål om at få vikardækningen til at gå op i en højere enhed. I sekunder blundede jeg, vågnede med små ryk og blundede hen igen.

»Du må hellere se at få ringet derud«, sagde hun og skiftede kluden på min pande. Jeg satte mig op i et forvirret sæt og stirrede på de grønne digitale tal. Den var et minut over syv. Det var allerede for sent.

Dampen fra teen fik mig til at svede og gav sig udslag i nye rystelser, som satte sig til en lang, bidende krampe i lægmuskelen.

Ventetonen perforerede mine øregange med en proptrækker af tinnitus. Sekunderne blev til minutter, og trods smerten og kulden var jeg næsten sovende, da en stemme brød den konforme stilhed.

»Ja«, lød det træt og tvært.

»Det er Jesper!« sagde jeg og forsøgte at mane mine kræfter i en retning.

»Ja«, lød det endnu mere tvært.

»Jeg vil blot sige, at jeg ikke kan komme i dag«, sagde jeg. »Jeg er blevet syg!«

»Nå«, lød det ligegyldigt. »Det er for sent at melde sig syg nu. Det skulle du have gjort før klokken syv«.

»Det er beklageligt«, sagde jeg. »Men jeg er fuldstændig kørt i sænk«.

»Ja, det er godt nok meget beklageligt«. Tværheden var gået over i de første strøg af irritation. »Men det må vi tale om, når du er rask i morgen!«

»Ja!«, sagde jeg og fornemmede pludselig en voldsom vrede inde fra min feberhede krop. Hvad fanden bildte han sig ind.

»Lad mig lige se«, sagde han. »Du skulle have en del timer i dag«.

»Også i dag«, sagde jeg hæst og tog mig til hovedet.

»Ja, vi bliver nok nødt til at aflyse de sidste musiktimer. Det er godt nok ærgerligt. De er jo så glade for musik, men «.

»Kan Karen ikke fortsætte med dem alene?« fik jeg hostet frem.

Der gik et sekund eller mere, før han begyndte at svare.

»Karen er ikke uddannet lærer. Det ansvar kan vi ikke lægge over på hendes skuldre. Nå, men vi må vel se, om vi kan finde en løsning. Du kan sende en mail ud på skolen om, hvad der skal laves i de forskellige klasser«.

Så lagde han røret på. Tonen var hidsigere og hurtigere end før. Jeg sad lidt, så kom feberen tilbage og lagde mig vandret.

»Hvad sagde han?« spurgte hun, da hun kom ind med mere væske. Jeg kiggede op og følte, at mit hoved var viklet ind i vitawrap.

»Han var lidt tvær«, sagde jeg og trak mig sammen i fosterstilling, da jeg begyndte at fryse igen.

»Jeg skulle sende en mail med opgaver til vikaren«, sagde jeg og pegede på computeren. Siden vi var begyndt på at sætte børneværelset i stand, havde den modvilligt fået en plads inde i stuen. Hun brød sig ikke om den.

»Fortæl mig, hvad jeg skal skrive«, sagde hun og tændte for vidunderet.

Jeg havde ingen hurtige indfald eller ekstraopgaver liggende i mit skab, så jeg bad hende i min febervildelse om at nedskrive de planer, jeg selv havde lagt for undervisningen.

Det tog næsten en time at nedfælde det, men det kom af sted, før klokkerne ringede en halv times kørsel herfra.

Næste morgen var intet blevet bedre.

»Ja«, lød det mere end tvært.

»Jeg er ikke blevet rask endnu«, sagde jeg og måtte trække røret lidt væk for at hoste.

»Nå«, sagde han. »Hvad skal vi gøre ved det?«

»Jeg må vel sende en ny vikarliste«, sagde jeg.

»Det må du vel«, sagde han, »det er alligevel utroligt, at en ung mand som dig går hen og bliver syg!«

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham.

»Den vikarliste, du sendte i går, var faktisk ubrugelig!« sagde han og rømmede sig. »Har du ikke fået lavet ekstramateriale endnu?«

»Joh«, sagde jeg, »men det er vist herhjemme«.

»Nå«, sagde han. »Det var vel nok uheldigt. Men så kan din kone måske komme ud med det?«

Forbløffelsen fik et par sekunder til at gå.

»Desværre«, sagde jeg bestemt. »Hun er gravid, hun skal til scanning!«

»Hvornår?«

Jeg svarede ikke, men begyndte at hoste af ophidselse.

Da jeg igen kunne høre noget, fik jeg den hidsige, hurtige tone igen.

Da hun kom ind i stuen, sad jeg og surmulede i mit hjørne af sofaen. Feberen sad i alle mine led.