0   232

Mandag den 23. december 2003

Uddrag af Alexandra Pilegaard Linds dagbog fra den første tid som ny lærer, »Overgange«, der udgør den ene halvdel af en dobbeltdagbog, som udkommer på forlaget Gyldendal den 30. september.

I dag er det lillejuleaften, men julefreden er kun langsomt ved at sænke sig over mig og min lille familie. Det hjælper selvfølgelig lidt, at det er bidende koldt, og der er en smule sne, men den forgangne uge sidder stadig dybt i mig, om jeg vil det eller ej. Men nu et lille jule-eventyr

I mandags havde jeg knap stillet cyklen, førend Mads, Anders og Rune kom farende og med stor entusiasme spurgte, om vi ikke kunne tale om Saddam Hussein i samfundsfagstimen. De var helt oppe at køre over historien om, at han var blevet taget til fange i en jordhule, og de beskrev malende, hvordan han havde set ud. Dejligt! Begyndte derfor at glæde mig til timerne med 9.b senere på dagen. Da jeg efter middagspausen skråede hen over gården til 9.-klassernes hus, mødte jeg Anna fra 8.b, som kom ud fra huset. Idet hun passerede mig, sagde hun hej på den mest sleske måde. Jeg undrede mig lidt, men gik blot videre.

Artiklen fortsætter under banneret

Da jeg kom ind i klassen, var der ingen elever. Jeg fornemmede straks, at der var noget i gære. Lidt efter kom Mads, Anders, Rune og Tommy, og så brød helvedesugen lige så langsomt løs. Drengene fortalte, at resten af klassen havde besluttet at boykotte min undervisning, »fordi de ikke lærte noget som helst, og fordi det, jeg sagde, kunne de bare selv finde på internettet. Og jeg var bare en dårlig lærer«.

Jeg var fuldstændig målløs, det skete simpelthen bare ikke, det her. Tror nok, at jeg begyndte at smågrine lidt hysterisk. Drengene var rasende på resten af klassen og støttede heldigvis mig. I den noget aparte situation havde de ikke fået slukket deres mobiltelefoner, og lidt efter begyndte opkaldene at komme.

Anders slog medhør til, og jeg kunne således følge med i, hvordan de pressede på for at vide, hvor drengene var, og om jeg havde opdaget noget. Desperationen i deres stemmer var ikke til at tage fejl af. Næsten hele klassen var samlet til krisemøde på den lokale ungdomsklub. Jeg troede simpelthen, det var løgn, men følte mig mærkeligt nok nogenlunde fattet. Og de andre blev ved med at ringe for at sikre sig, at der absolut ikke var nogen elever fra 9.b tilbage på skolen. Drengene løj om, at de stadig var på skolen, da de følte sig meget i klemme. De kunne selvfølgelig bare have slukket telefonerne, men det var der ingen af os, der lige tænkte på.

Vi besluttede at gå op til Flemming, der i mine øjne nu virkelig skulle stå sin store prøve. Hvordan ville han som leder tackle denne usædvanlige situation? Han var forholdsvis lydhør, men det var også mest drengene, der fik lov til at forklare. Mens vi var på kontoret, ringede Anders telefon for gud ved hvilken gang, men denne gang tog Flemming den. Åh, hvilken fryd busted!

Flemming rejste sig og kørte op i ungdomsklubben for at tale de skulkende elever til rette, men de var desværre forduftet, inden han nåede derop. Visse elementer fra parallelklassen 9.a var nemlig også med i den store konspiration, og via mobiltelefoner holdt de sig i kontakt med de udeblevne elever. Jeppe fra 9.b ringede sågar midt i timen til en ven i 9.a og bad om at få lov til at tale med klasselæreren, så han kunne forklare sig. Hun nægtede dog prompte. Jeg har da heller aldrig kendt mage. Hvis han ønskede at forklare sin og klassens handling, burde det være face to face med mig og ingen anden.

Jeg undrer mig til stadighed over den børne-/ungdomskultur, jeg oplever i min hverdag. Selvfølgelig kan jeg godt sætte mig ind i deres handlinger jeg har jo også selv været yngre og rebelsk, men alligevel. Det er jo meget in, at barnet er i centrum det står sågar også i folkeskoleloven af 1993. Og der er mange fine aspekter i denne individualisering, men er der nogen, der har overvejet bagsiden af medaljen?

Senere samme eftermiddag skulle vi så omsider have teammøde omkring 9.-klasserne. Det er nogle søde kollegaer, jeg har i teamet, men på Flemmings spørgsmål om, hvorvidt vi samarbejdede, måtte vi alle svare et stort rungende nej. Vi er bestemt ikke uvenner eller uvillige til at samarbejde, men vi mødes bare aldrig for kun at diskutere 9.-klasserne, så egentlig var det også underligt, at vi skulle indkaldes som et klasseteam (...)

Mødet kom naturligt nok også til at handle om 9.b. Tove slog i bordet og opfordrede til konsekvens. Hurra for Tove. De andre var mere eller mindre vage, mente ikke rigtig noget, og det var jo også svært med den klasse. Ja, gu er det da svært, men hvad med at vi som voksne, ansvarlige mennesker og lærere for alvor statuerede et eksempel?

»Ja, jeg havde dem jo sidste år og er glad for, at jeg ikke har dem i år«, sagde Flemming. »Du må altså ikke tro, at du er alene om at have haft en dårlig oplevelse med dem. Men det er jo så nemt at tvære sådan en hændelse af på ledelsen«, fortsatte han, og i netop det øjeblik besluttede jeg mig for at søge væk. Dér knækkede filmen for alvor for mig.

En leder har mange aktører at tage hensyn til, men i denne konkrete situation bør han vel, så vidt det er muligt, være den ansattes ambassadør? Han skal selvfølgelig prøve at se sagen fra flere sider, men helt ærligt. Jeg bad jo ikke om, at ledelsen skulle tage sig af hændelsen helt alene, men blot om en hjælpende hånd. En situation, hvor næsten hele klassen boykotter undervisningen, er da svær at tackle alene. Endnu en gang endte et møde uden resultat, og jeg cyklede hjem-ad i mørket.

Jeg var fuldstændig målløs, det skete simpelthen bare ikke, det her. Tror nok, at jeg begyndte at smågrine lidt hysterisk

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet