Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Stilheden spreder sig på det lille lærerværelse på en af Ankaras mest prestigefulde gymnasieskoler. Her uddannes de, som i fremtiden skal styre landet. Blandt lærerne lever arven fra Kemal Atatürk videre.
»En stat har ét sprog, én religion og ét folk. Sådan sagde Atatürk, og det er jeg enig i«.
Den kvindelige lærer tøver ikke.
»Dommen, som tillod Egitim Sen at støtte undervisning på andre sprog end tyrkisk, var ikke god. Den kan føre til landets splittelse«, siger hun.
En anden peger på USA som eksempel. Et land med mange sprog, hvor alle kan tale engelsk. Når andre lande tages frem som eksempler Holland, Belgien, Schweiz konstaterer de, at der i disse lande også findes stærke spændinger.
At spændingerne mellem tyrkere og kurdere er nok så hårde, benægtes ikke af lærerne. Men det har andre forklaringer, end at deres sprog ikke anerkendes. En kvinde i kollegiet siger forsigtigt, at kurderne hader tyrkere.
»Og vi bryder os heller ikke om dem «.
