Debat

Når ansvaret bliver konkret

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da det begyndte at gå op for de ansvarlige for folkeskoleloven, at den hæmmede undervisningen i de almindelige kulturbærende fag, startede man hetzen mod fagligheden og lancerede tesen om at give børnene ansvar for egen læring. Det første var uforskammet, og det sidste var ren svindel, da ansvar uden konsekvenser er uden mening. Man gav eleverne ansvar uden at give dem ansvar alligevel, hvorved folkeskolelovens forsvarere red den værste storm af. Og så er det jo lidt belastende, som det nu er kommet for en dag, at en folkeskole, Grundtvigskolen i København (Folkeskolen nummer 35), vistnok i årevis har behæftet ansvar med mening og konsekvenser. Og oven i købet har man til forargelse for de sidste dages pædagogisk hellige meldt klart ud til offentligheden, hvilket kan give ligesindede skoler lejlighed til at lurepasse, indtil den værste forargelse er drevet over, og indtil man, som professor Niels Egelund gør det nu, igen tør se verden, som den er.

Den evne har lektor Grethe Kragh-Müller valgt at fortrænge. Hun vælger at dække sig ind med tidens dekadente trend med påstanden om, at det er mangel på respekt for barnet at lade dets pålagte ansvar være behæftet med konsekvenser. For i skolen skal barnet lære alle voksenverdenens dyre ord og begreber og med en konfliktsky og ligeglad voksenverdens billigelse erkende disse grundlæggende normer som ligegyldige. Jo, for der sker jo det ganske forfærdelige, at sanktioner, der i virkelig respekt for barnet gives som konsekvens af et misligholdt ansvar, efterlader et vist mål af ubehag, og dermed risikerer skolen at distancere sig fra Grethe Kragh-Müllers ubehagsfrie fantasiverden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS