Debat

Skolen skal præges af borgerlige værdier

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Skolens vigtigste opgaver« er ifølge Troels Ravn (Folkeskolen nummer 35) at »styrke andre og langt vigtigere værdier« end de faglige. Han definerer i sit debatindlæg fokus på faglighed som værende »borgerlige værdier« og ønsker ikke, at disse skal præge folkeskolen. Han ønsker hermed, at skolen skal gå på ét ben hvordan det ellers kan lade sig gøre? og at børnene bliver dannede og »gode« mennesker.

Venstre ønsker en skole, som går på to ben. Som Venstres formand Anders Fogh Rasmussen har formuleret det: »Vi skal ikke have en sort skole. Vi skal tværtimod have en levende skole med børn og unge, der kan tænke selv, danne sig holdninger og kommunikere, men som også ved, hvad de snakker om«.

Knap en ud af fem elever kan ifølge den seneste OECD-undersøgelse ikke læse ved udgangen af 9. klasse. Det kan ikke accepteres. Vi bliver derfor nødt til at fokusere på faglighed og løbende evalueringer i folkeskolen, men det betyder ikke, at vi skal slække på alle de andre egenskaber, som børn i dag har brug for. Vi ønsker blot at styrke det faglige ben, så folkeskolen igen kan gå lige på to ben uden at halte. For vi ved samtidig, at udviklingen af børnenes alsidige personlige udvikling er folkeskolen god til allerede i dag.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg mener ikke, at de ikke-målbare værdier, som Troels Ravn er så optaget af, er vigtigere end faglighed. For at være et dannet menneske skal man efter min mening kunne læse, skrive og regne og tilsvarende kunne begå sig socialt i et demokratisk samfund. For mig udgør dette samlet set borgerlige værdier i folkeskolen, så svaret på hans overordnede spørgsmål om, hvorvidt folkeskolen skal præges af borgerlige værdier, er et stort ja.