De fleste smiler og har glade glimt i øjnene. 40 mænd og kvinder fejrer, at det er 20 år siden, de gik ud af Højboskolen i Hørning syd for Århus. De har lige set lysbilleder fra deres skoletid, og nu sidder de ved caféborde og venter på, hvad der så skal ske.

Deres gamle lærere har en plan. De vil benytte jubilæumsfesten til at finde ud af, hvordan det har påvirket deres tidligere elever, at de gik i en åbenplanskole, hvor de blev undervist på kryds og tværs af fag og klasser.

»Vi lærere ville bevise, at vi var på rette vej, så vi tog vores arbejde meget seriøst, men det bliver sjovt at høre, om vores elever dybest set ville ønske, at de havde gået på en almindelig skole«, siger Anette Aagaard Andersen.

Hun var klasselærer for en af de fire klasser, der som de første gik ud af Højboskolen i 1984. I dag underviser hun i tysk på Ribe Statsseminarium og har fået til opgave at byde de gamle elever velkommen.

»I kom til en skole, der var anderledes. Der var ingen vægge og næsten ingen bøger. I skulle hele tiden hjælpe hinanden, og I vidste ikke altid, hvilket fag og hvilken lærer I skulle have«.

Anette Aagaard Andersen minder eleverne om, dengang de lå på gulvet og lærte Danmarks geografi at kende ved at udpege steder, de havde været.

»Undervisningen måtte gerne være sjov, men den måtte ikke være for sjov. Sådan er det også i dag. Vi vil gerne høre, hvilken betydning kombinationen af Høj-boskolen, lærerne og jer som enkeltindivider har haft. Det tager kun en time, så er der fri leg igen«, lover Anette Aagaard Andersen.

Kollegerne siger schhh

Først skal de gamle elever fortælle hinanden om berigende oplevelser fra deres skoletid rundt om ved cafébordene. Det er en festdag, så i begyndelsen har de svært ved at tage opgaven alvorligt, men langsomt sporer de sig alligevel ind på, hvad skolegangen egentlig har betydet for dem.

Her er nogle af udsagnene:

»Vi lærte at argumentere og sige noget. Det har været udviklende for mig, at vi ikke skulle holde vores mening tilbage«.

»Vi arbejdede mere i grupper, end vi lavede opgaver for os selv«.

»Jeg sidder i et åbent kontormiljø, og mine kolleger siger hele tiden schhh!. Selv kan jeg sagtens sidde blandt andre og arbejde koncentreret, for det gjorde vi i skolen«.

»Jeg husker bedst de ting, jeg lavede med mine hænder. Det var for eksempel meget mere konkret at hugge stenøkser end at læse i en bog om stenalderen. Det er vigtigt at prøve sig selv af, og jeg kan ikke tro, det er gået os ringere end andre«.

»Min kone tror ikke på, at leg og læring dur til vores børn. Men hun har også gået i en konservativ skole«.

I skole med pisk

Debattørerne er glade for at have gået på Højboskolen. Men har de været i situationer, hvor de har savnet lærdom, vil lærerne gerne vide:

»Når mine børn spørger, hvorfor dronningen hedder Margrethe den Anden, er jeg nødt til at sige: Spørg mor, hun har gået i skole med pisk«.

En ville gerne have lært remserne over de danske byer:

»Jeg har prøvet at køre rundt på Falster og lede efter Rudkøbing«.

En er irriteret over, at han har håndskrift som en læge, mens en husker, at han og kammeraterne skulle placere lande på et verdenskort uden navne på:

»Vi var så ringe til det, at vi selv kunne se det. Vi har nok haft Grønlands-uge i geografi, og så skred de 170 andre lande i svinget«.

»Ja, vi måtte næsten selv bestemme, hvad klokken var«.

Ligeværdige med lærerne

Hvad skal der til for at skabe en god skole, lyder lærernes næste spørgsmål.

Ved et bord snakker de gamle elever om en lærer, der altid gik i cowboybukser og træsko. Også de andre lærere bliver betegnet som temmelig flippede.

Alligevel havde eleverne respekt for dem.

»Hvorfor havde vi egentlig det?«

»Fordi tøjet fik os til at føle os ligeværdige med dem. De klædte sig ligesom os, og det gav os så meget tryghed, at vi havde et nært forhold til dem«.

»Vi kunne fortælle dem, hvis vi havde det skidt. Sådan havde jeg nok ikke følt, hvis jeg skulle have sagt hr. og fru til dem«.

»Lærerne spurgte også selv til, hvordan vi havde det. Det er vigtigt med engagerede lærere, som kigger på dig en gang imellem«.

»Vi følte alle sammen, at vi var lærerens yndlingselev. Skolen fylder ti år af ens liv, så den former bare én så meget«.

En bliver helt rørstrømsk.

»Jeg ville gerne gå på skolen igen«.

folkeskolen@org.dlf