I de mange år, hvor jeg har haft fornøjelsen af at beskæftige mig med arbejdsmiljøet i DLF, er der sket en stor udvikling. Vi har opbygget en solid viden hos skolernes sikkerhedsgrupper og en øget forståelse for, at det er vigtigt at trives på arbejdspladsen, og at det derfor er nødvendigt, at både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø er i orden. Når jeg i 80erne besøgte skolerne med de flade tage, måtte man gå slalom inde i bygningerne for at undgå vandpytterne på gulvene.

Vel var der op- og nedture, alt efter skiftende regeringers holdning. Da Grethe Fenger Møller afskaffede sikkerhedsuddannelsen på skoleområdet med henvisning til, at det var et aldeles ufarligt område, var det et alvorligt tilbageslag. Det blev der heldigvis rettet op på, og stort set kan man sige, at arbejdsmiljøet har ændret sig med små skridt i den rigtige retning indtil nu. Vi er nemlig nu i den situation, at en stor del af grundlaget for arbejdsmiljøarbejdet ændres i en retning, som er dybt betænkelig. En såkaldt arbejdsmiljøreform er nu vedtaget af et snævert flertal i Folketinget, og hvad kommer det så til at betyde?

Efter næsten 30 år med den hidtidige arbejdsmiljølov er det selvfølgelig både naturligt og rigtigt at se loven efter i sømmene og bringe den i overensstemmelse med udviklingen i samfundet. Hvem kan vel være uenig heri. Arbejdsmiljøloven havde indtil 1975 titlen Arbejderbeskyttelsesloven. Den titel fortæller tydeligt, hvad der var formålet med loven, nemlig at sikre arbejdernes liv og helbred. I mere end 125 år har man med små skridt ad gangen ændret lovgivningen, så man gradvist har øget beskyttelsen. I nyere tid kan nævnes forbud mod brug af kræftfremkaldende stoffer, forbud mod anvendelse af asbest, nedsættelse af støjgrænsen og bedre beskyttelse af gravide.

Det er netop den sikkerhed, der med arbejdsmiljøreformen er i fare. Som et første skridt åbnes nu mulighed for, at man på en række områder som psykisk arbejdsmiljø, personlige værnemidler og velfærdsforanstaltninger kan erstatte arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser med aftaler. Sådanne aftaler skal indgås som rammeaftaler for eksempel mellem Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte og KL og herefter følges op på arbejdspladsniveau. Når sådanne aftaler indgås, er Arbejdstilsynet ude af billedet, idet eventuelle tvister herefter skal afgøres i det fagretlige system. Jamen, er det nu ikke at male Fanden på væggen, når man frygter denne udvikling? Man kan jo bare lade være at indgå rammeaftale, man kan jo bare lade være at indgå en lokalaftale, og selvfølgelig kan ingen vel finde på at indgå aftaler, der indeholder et lavere beskyttelsesniveau end det, der gælder efter arbejdsmiljøloven. Beskæftigelsesministeren anvender præ-cis denne argumentation.

Nu er der imidlertid bare lige det, at DLF og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd stort set er de eneste, der ser en fare på dette område. LO og ikke mindst arbejdsgiverorganisationerne er begejstrede for denne mulighed. Det er formentlig hos LO ud fra den betragtning, at man gennem aftaler kan opnå de forbedringer, det ikke har været muligt at opnå via enighed i Arbejdsmiljørådet. Hvordan eller hvorfor det nu pludselig skulle være muligt, står hen i det uvisse. Det er i hvert fald vanskeligt at tolke arbejdsgiversidens glæde over ændringen som andet end muligheden for frit slag på arbejdsmiljøområdet.

Lad mig give et helt banalt eksempel: Mange skoler er i tidens løb udvidet, så der er blevet plads til flere elever og dermed også flere lærere. Efter Arbejdstilsynets regler skal der være et toilet for hver 15 ansatte. Hvis der ikke er det fornødne antal toiletter, vil Arbejdstilsynet afgive et påbud om, at det skal etableres. Påbuddet stiles til kommunen, og der udløses en bøde, hvis det ikke bliver opfyldt. Hvis det nu forholder sig sådan, at der er indgået en lokalaftale, som omfatter velfærdsforanstaltninger, betyder det, at denne regel kan forhandles.

Bedriftssundhedstjenesten (BST) nedlægges og erstattes af rådgivningspligt for de virksomheder, der har behovet. Denne ændring, som rammer mange LO-grupper hårdt, er et udslag af frit valg-filosofien, som i dette tilfælde kommer til at medføre en merudgift for virksomhederne, idet de nuværende BSTer er nonprofitforetagender. Undervisningsområdet nåede aldrig at blive omfattet af BST.

Alle virksomheder i hele landet får besøg af Arbejdstilsynet i to timer. Her skal den enkelte virksomhed screenes og kategoriseres i en af fire grupper. Placeres man i den bedste gruppe, tildeles man en Smiley, og så skal man ikke forvente at se mere til Arbejdstilsynet. Hvordan man skal kunne undersøge både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på en skole i løbet af to timer, forekommer aldeles hovedløst.

Det er nu min opfattelse, at en reform af arbejdsmiljølovgivningen, som har fuld opbakning fra både de private og offentlige arbejdsgivere, ikke får nogen let gang på jorden. Med eller uden Smiley.