Debat

Den påståelige skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eftersom ingen drømmer om at ændre fundamentalt på folkeskolen i retning af at højne det danske uddannelsesniveau til et stade, som det forefandtes før 1975, er det klart, at Hellerups Skub-eksperiment, der må regnes som den yderste ekstreme konsekvens af folkeskoleloven, må nyde bred beundring og anerkendelse, som anført af skoleleder Torben Frese i Folkeskolen nummer 29-33. Lidt modsigelsesfyldt bedømmes forældretilslutningen på en formidabel tilstrømning til Maglegårdsskolen, samtidig med at skolen dog også har en del besvær med forældre, der sætter lighedstegn mellem lektier og læring. Skubs succes afhænger åbenbart af, hvilken indstilling til læringsbegrebet det lykkes skolen at indpode forældrene. Som forældre skal man lige have indlært lektien om, at produktet fra Skub er i top, før man er i stand til at se produktet som værende i top. Og det kræver en aggressiv forældrebearbejdning af et specielt af Frese fremhævet påståeligt skolesystem. For selvfølgelig har Frese ret i, at et barn, der fordriver skoledagen med henslængt på en sofa at læse i en eller anden bog, indlærer »kolossalt«. Enkelte vantro og åndeligt forkalkede kunne måske nok her finde på at anføre, at den form for sporadisk indlæring ikke lige er af den systematisk vidensopbyggende art, som en skole er til for at udøve. Men slig vankundighed modgås altså af den særlige hellerupske forældrebearbejdning, som andre skoler med mere respekt for forældresynspunkter næppe henfalder til i samme grad. Men Freses udredning af indsatsen over for svage elever lader da vist ikke Skub udskille sig væsentligt fra, hvad alle andre skoler foretager sig med deres specialundervisning. Her synes skoler i vor almindelige timelige verden sagtens at kunne hamle op med overjordiskheden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget