KL mener, at folkeskolen skal ledes som enhver anden kommunal arbejdsplads. Netop det synspunkt fik forhandlingerne om nye arbejdstidsregler for lærerne til at bryde sammen lige før sommerferien.

Det er ikke så mærkeligt, siger lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Lejf Moos, der er leder af »Forskningsprogram om Profession, Erhverv og Ledelse«.

To vidt forskellige måder at se skole og dermed skoleledelse på støder sammen i disse år, påpeger Lejf Moos.

Han vil ikke udtale sig om den aktuelle forhandlingssituation, men gerne om den generelle ledelsesmæssige situation på skoleområdet, der er præget af, at to love går skævt af hinanden.

Nemlig den kommunale styrelseslov fra 1995, der opfatter skolen som en virksomhed, som skal levere service.

Og folkeskoleloven fra 1993, der siger, at skolen er en kulturbærende institution, som i samarbejde med forældrene skal danne børn og unge til livsduelige, demokratiske borgere.

Det er den grundlæggende konflikt, fastslår Lejf Moos, som just har udgivet bogen »Pædagogisk ledelse om ledelsesopgaven og relationerne i uddannelsesinstitutioner« på Børsens Forlag.

»Ledelse af skoler er noget andet end ledelse af servicevirksomheder«, siger han. »Og også noget andet end ledelse af produktionsvirksomheder«.

Skolen er ikke en virksomhed

For ledelsen i en produktionsvirksomhed handler det i sidste ende om en pæn bundlinje. Servicevirksomheder er defineret ved, at de skal levere service til nogle brugere eller forbrugere, påpeger Lejf Moos.

»Servicevirksomheder skal derfor være hundrede procent lyttende over for, hvad brugerne ønsker, og så skal de prøve at levere det så godt som muligt«.

»Men skolerne skal ikke levere en serviceydelse. De skal indgå i et samarbejde med i første række eleverne, selvfølgelig, og så med forældrene, og i tredje række med det omgivende samfund politikere, forvaltning og så videre. Der er meget stor forskel på at levere service til forældrene og så samarbejde med dem«.

Der er ikke så meget at rafle om, mener Lejf Moos. Der står simpelthen i folkeskoleloven, at det er det, de skal, skolerne samarbejde.

»Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling«, hedder således den første sætning i paragraf et.

Til sidst i paragraffen har den lovgivende forsamling slået fast, at »Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati«.

Det får Lejf Moos til at konkludere, at »skolen altså ikke skal levere en ydelse. Skolen skal sammen med forældrene hjælpe eleverne med at udvikle sig til gode demokratiske borgere. Mennesker, der kan og tør handle, også når de kommer ud af skolen. Skolens opgave er demokratisk dannelse. De unge mennesker skal leve sig ind i et demokratisk samfund«.

Demokratisk ledelse i skolen

Når skolens opgave er demokratisk dannelse, må ledelsen også være demokratisk, mener Lejf Moos. Ellers kan »skolens undervisning og hele dagligliv« ikke blive demokratisk.

»Man kan ikke lave demokratisk opdragelse af børn og unge mennesker, uden at det foregår i et demokratisk fællesskab. Relationerne børnene imellem, mellem børnene og lærerne og mellem børnene, lærerne og ledelsen skal være præget af åbenhed, af dialog, af respekt for den andens mening og respekt for mindretallet altså af de almindelige demokratiske kendetegn«.

»Man kan ikke have en hierarkisk ledelse i en skole. Man er nødt til at have en ledelse, som går i dialog med medarbejderne, og også med eleverne for den sags skyld«.

Men skolen som en kulturbærende institution, der bygger på »åndsfrihed, ligeværd og demokrati«, er kommet under beskydning fra magtfulde instanser, herunder KL og kommunerne.

»Det er en vældig opgave for skolen og dens partnere at udbygge og bevare demokratiet, for det bliver anfægtet mange steder fra i de her år. Der er stærke tendenser i vores samfund til at ville styre mere lodret, mere hierarkisk, end man har gjort tidligere«.

Dele af KLs og regeringens politik er præget af den styringsfilosofi, der hedder New Public Management (NPM). NPM blev udviklet i Ronald Reagans USA. Derfra kom den til Margaret Thatchers England og Poul Schlüters Danmark, hvor den bed sig fast og udviklede sig.

»Der er stærke tendenser til, at man vil styre de offentlige institutioner meget mere tæt, end man har gjort i mange år, med for eksempel målsætninger og evalueringssystemer. Institutionerne har regnskabspligt. De skal dokumentere deres resultater og ydelser«, siger Lejf Moos.

Han mener i øvrigt, at det er legitimt, at regering og kommuner vil se dokumentation, men at det er afgørende, hvilken form de efterspørger.

Der er forskel på skole og plejehjem

Et andet typisk NPM-træk er netop KLs udmelding om, at skolerne skal ledes på samme måde som alle andre kommunale arbejdspladser. Lejf Moos kalder dette træk »ensliggørelsen«.

»Staten og landsdækkende interesseorganisationer ser alle offentlige institutioner som en og samme ting, der kan ledes på en og samme måde. Hvis man er uddannet til leder af en institution, så kan man også lede en hvilken som helst anden«.

»Den opfattelse er for eksempel udtrykt i den relativt nye diplomuddannelse i ledelse. Den henvender sig til alle mulige ledere af pædagogiske institutioner, ledere af private institutioner, ledere af serviceinstitutioner og så videre«.

Grundideen i NPM er, at offentlige institutioner skal styres som private virksomheder, der agerer på såkaldte »markedslignende« vilkår. Målet er en mere effektiv og rationel drift.

Det er en tankegang, der er slået markant igennem i den kommunale styrelseslov fra 1995.

»Loven foreskriver, at alle offentlige institutioner skal opfatte sig selv som servicevirksomheder. De har blandt andet regnskabspligt. Det vil sige, at de skal dokumentere og gøre rede for deres virksomhed«.

Samlet set har NPM betydet, at der er sket et skred i forståelsen af, hvad den offentlige sektor skal være i et demokrati, mener Lejf Moos. Som formidler af et demokratisk sindelag til næste generation rammes folkeskolen endnu dybere.

»I sidste ende kan det blive en total ændring af den måde, vi plejer at se på demokratiet på i velfærdsstaten«, siger Lejf Moos.

jvolsen@dlf.org

mbtrier@dlf.org

Skal lærerne endnu en gang stille krav til en ny arbejdstidsaftale? Det spørgsmål skal besvares på Danmarks Lærerforenings kongres. Kongressen begynder den 2. september i Bella Center i København. De delegerede skal over to dage vedtage kravene til de kommende overenskomstforhandlinger. Foruden krav til en ny arbejdstidsaftale skal der også stilles krav til en ny lønaftale.

Kongressen skal også se på nogle af konsekvenserne ved en kommunalreform. Kommunesammenlægninger kan få stor betydning for, hvordan Danmarks Lærerforening kommer til at se ud i fremtiden. Derfor ønsker DLF at få mulighed for at fravige en del af vedtægterne, fordi der muligvis kan opstå situationer, hvor man ønsker at slå kredse sammen.

Man kan løbende følge kongressen på www.folkeskolen.dk