Rummelighedsbegrebet svirrer i debatten om folkeskolen, og det har den gjort i snart et par år. Der skrives om rummelighed i pressen, politikerne hiver begrebet op af hatten, og på lærerværelserne diskuteres. I et forum er der ingen grænser for rummelighed, i andre fora drøfter man, om der mon ikke er grænser for rummelighed.

Det kan være enerverende med rummelighedsdiskussionen, men det er ganske givet vigtigt at blive ved med at drøfte det, for der er ingen tvivl om, at defini-tionen af rummelighed i folkeskolen er uklar, og at der er behov for en afklaring. Umiddelbart kan debatten minde om diskussionen om undervisningsdifferentiering tilbage i 90erne. Dengang var undervisningsdifferentiering enten noget, man altid havde gjort, eller noget, der ikke kunne lade sig gøre og alene udtænkt af teoretikere. I dag har vi fået en nuanceret og alligevel ganske klar fornemmelse af, hvad vi taler om, når vi taler om undervisningsdifferentiering. Det skyldes ganske givet den debat og afprøvning, der foregik for år tilbage. Det er sandsynligt, at det samme vil ske for rummelighedsbegrebet. Det er skolens og ledelsens opgave at indgå i diskussionen og være med til at præge den.

Det er vigtigt, at skolerne fører diskussionen, og at man i den fastholder de rammer, som folkeskolen lever under. Det er vigtigt at huske den flotte formålsparagraf, og at folkeskolen som udgangspunkt er for alle.

Det er vigtigt, at skolen tør melde ud om, hvilket værdigrundlag den bygger sin virksomhed på. I folkeskoleloven står, at vi bygger på åndsfrihed, ligeværd og demokrati, der står også, at vi skal forberede eleverne til medansvar, rettigheder og pligter. Det betyder, at vi som skole og som ledelse må fastholde, at alle, der går på skolen, er ligeværdige. For-ældre, der mener, at deres barn ikke behøver at tage hensyn til andre end sig selv, og som dermed ikke hylder værdien medansvar, må få at vide, at opdragelsen af deres barn vil medføre, at det bliver irettesat i skolen.

Det er helt givet, at den del af debattørerne, der har krævet, at skolen skal kunne rumme alle elever næsten uanset vanskeligheder, deriblandt en Pisa-forsker, har været med til at opbygge nogle forventninger hos forældre, som har børn med forskellige vanskeligheder. Det er ikke tilfældigt, at flere forældre til børn med vanskeligheder i første omgang afslår tilbuddet om, at der søges specialklasser, da de har forventningen om, at folkeskolen skal kunne rumme disse børn. Det uanset at alle inden for skolen kan se, at eleven har nogle helt andre behov end de behov, der kan dækkes i en klasse med 22 andre elever med en støttelærer i bedste fald i halvdelen af skemaet. At forsøge at rumme de elever i folkeskolen er med til, at eleverne oplever nederlag og tab af selvværd.

Rummelighedsdiskussionen handler også om sprog, opdragelse og adfærd. Den handler om respekt eller mangel på samme. Der er i dag mange meninger om og holdninger til, hvordan man skal tale, og hvilke normer der er gældende. Det oplever vi i skolen hver dag, og der er et behov for, at medarbejdere, ledelse, elever og skolebestyrelse markerer, hvilke værdier der værdsættes på skolen. At tale pænt og ordentligt er ikke en middelklassenorm, det er en måde at vise respekt for det menneske, man taler med. Hvis der er elever, der ikke er opdraget til det i hjemmet, må skolen påtale det.

Rummelighedsdiskussionen handler også om faglighed. Kravet til faglighed og tolerancen over for andre med alternative begavelser hænger sammen. Stiger kravet om faglighed, daler tolerancen blandt forældre, blandt andre elever og også blandt skolens ansatte. Det er vigtigt, at vi også fremover har en rummelig skole. Et paradoksalt udsagn, når nu begrebet er så diffust, men det er givet rigtigt alligevel. Folkeskolen skal stå ved værdierne i formålsparagraffen, den skal være et sted, hvor kundskaber og dannelse er ligeværdige. Den enkelte folkeskole skal vide, hvad den står for, og hvad den vil. Det kræver fælles fodslag, og det kræver ledelse at nå dertil.