»Læsning hører i dag til spørgsmålet om udvikling af kommunikative interaktionskompetencer«, skriver Lars-Henrik Schmidt i Folkeskolen nummer 34. Det har han

ubetinget ret i. Læsning er en færdighed, som fremmer samspil mellem mennesker. Sådan var det for hundrede år siden, sådan er det i dag, og sådan er det nok også til næste år.

Man kunne også sige, at læsning i dag hører til det endnu bredere spørgsmål om udvikling af humane potentialer. Og man kunne gå endnu højere op i abstraktionsniveau og emnebredde. Hvis man vil, kan man altid se tingene i et endnu større perspektiv. Spørgsmålet er, om det er nogen god idé.

Lars-Henrik Schmidts forslag er at fremme forskning i undervisning i læsning igennem forskning i udviklingen af børns generelle færdigheder i at kommunikere. »Forskning i kommunikative kompetencer er svaret« med hans ord. Det er faktisk ikke noget nyt forslag. Og man kan vurdere forslaget i lyset af erfaringerne fra en sådan forskning.

For at tage konklusionen først, så er læseforskning i et kommunikationsperspektiv ikke nogen succeshistorie generelt set.

Undtagelserne vil jeg gerne komme tilbage til en anden gang. Men det generelle billede er, at sammenhængene mellem børns generelle kommunikationsfærdigheder og deres læsefærdigheder er få og meget specifikke.

Børn, unge og voksne med læsevanskeligheder har ikke generelt svært ved at kommunikere med andre mennesker; de er ikke en slags autister (de har i øvrigt heller ikke generelt noget lavt humant potentiale). Børn med læsevanskeligheder har i de fleste tilfælde nogle ganske specifikke vanskeligheder med sproglyde, og de vanskeligheder giver normalt ikke tale- eller andre meddelelsesproblemer. Kun læse- og stavevanskeligheder. Det er centrale problemer i danskfaget, ikke et sted mellem fagene. Det er heller ikke sådan, at lærere med god indsigt i kommunikation generelt er særlig gode læseundervisere. Det er specifik indsigt i læsning, læsevanskeligheder og læseundervisning, der skal til. Det peger de beskedne danske forskningsresultater på samstemmende med mere solid udenlandsk forskning. Og det støttes i øvrigt af Danmarks Pædagogiske Universitets egen tidligere lektor Erik Håkonsson.

Erfaringen fra (især udenlandsk) læseforskning peger således på, at Lars-Henrik Schmidt svigter lærerne med læseundervisning med sin opfattelse. At lægge forskningen i læseundervisning ind under forskning i kommunikative kompetencer er næppe vejen til oplysende indsigter i læsning.

Selvfølgelig er læseundervisning ikke den eneste pædagogiske aktivitet i verden. Og behovet for og det forventede udbytte af forskning i læsning og læseundervisning skal vejes mod behovene for forskning på andre pædagogiske områder. Men vægtningen af læseforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet kunne godt fortjene et mere sagligt grundlag, end hvad Lars-Henrik Schmidt hidtil har fremlagt.