Debat

Skolens vigtigste opgaver

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen skal ikke ensidigt målrette eleverne på, at de behersker en individuel test.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs vil indføre flere test og prøver i den danske folkeskole.

Indførelse af en læsetest i 2. klasse, en dansktest i 4. klasse og en matematiktest i 6. klasse er ministerens seneste udspil i bestræbelserne på at styrke elevernes faglighed og evne til at fordybe sig.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Ulla Tørnæs tror på, at Danmark dermed vil klare sig bedre, næste gang Pisa-undersøgelser uddeler karakterbog til de forskellige landes skolesystemer.

Faglighed og fordybelse er naturligvis særdeles vigtige elementer i folkeskolen.

Der er bare desværre ikke meget, der tyder på, at ministeren med sit nye forslag styrker disse kerneområder.

Ulla Tørnæs vil, at elevernes udbytte af undervisningen skal kunne måles og vejes. Undervisningen skal være effektiv, der skal kunne sættes tal på afkastet. Skoler og elever skal konkurrere og sammenligne sig med hinanden.

Men skal den danske folkeskole præges af disse ideologiske borgerlige værdier?

Svaret er nej.

Elevers udbytte af undervisningen kan hverken måles og vejes eller sammenlignes.

I stedet skal vi styrke andre og langt vigtigere værdier.

Folkeskolen skal fortsat tage udgangspunkt i det hele menneske. Folkeskolen er ikke en pølsefabrik, der kan indstilles til at give et bestemt afkast.

Skolens vigtigste opgave er læring og almendannelse.

Vi skal have veluddannede lærere, der tager udgangspunkt i samtalen og den enkelte elevs faglige og sociale udvikling.

Rækken af fag skal sikre en balance mellem boglige og praktisk- musiske aktiviteter.

Det gælder om at skabe gode forhold for læring. Eleverne tilegner sig viden og færdigheder ved at tænke og arbejde selvstændigt og ved at samarbejde, stille spørgsmål og diskutere.